Nye Regionsmesterskaber.

DdB’s konkurrenceudvalg i Region Nord og Region Syd har barslet med et oplæg til Hovedbestyrelsen om at anvende beregningsområder med tilhørende point til udregning af gældende point til Regionsmesterskaberne på mellemdistancen. Via dagsordenen til Repræsentantskabsmødet kan jeg se, at HB også har stillet det som forslag til sæson 2013.

Det glæder os meget i konkurrenceudvalget i vest. For os i Region syd vil det være et ganske nødvendigt tiltag. For at underbygge denne holdning kan jeg nævne, at Regionsmesterskabet på mellemdistancen i Region syd blev offentliggjort med de 50 første placeringer i 2012. Der var anvendt sektionspoint til opgørelsen. Tager man hver sektions antal af medlemmer, som fik plads i opgørelsen, ser det sådan ud: Sektion 31 to mand – sektion 32 fem mand – sektion 33 sytten mand – sektion 34 fem mand – sektion 41 fem mand – sektion 42 seksten mand.

Hvordan fremkommer så disse helt umage tal? Ja, den letteste forklaring er jo, at sektion 33 og 42 bare er så meget dygtigere end alle de andre til sammen. Den holder naturligvis ikke. Årsagen er derimod, at disse to sektioner er langt mere kompakte end de andre, og derfor fremkommer der ikke så stor forskel i point fra den første til den sidste i deres sektionsopgørelse. – stort set hver gang, vi flyver mellemdistanceflyvningerne.

Denne skævvridning vil point fra beregningsområderne rette op på, så alene derfor er det vigtigt, at vi vedtager denne beregningsform til Regionsmesterskaberne. At det ville være særdeles positivt, hvis vi også kunne anvende denne beregningsform til sektionsmesterskaberne på mellemdistancen, er jeg meget overbevist om, men lad os nu se virkningen til Regionsmesterskaberne i 2013.

Det er min klare fornemmelse, at om føje år bliver Regionerne det sted, hvor sportens store konkurrencer vil samle sig, ganske enkelt af den grund, at medlemsunderlaget vil gøre sektionerne til for små størrelser til at lave nogle dynamiske konkurrencer, og det er bidende nødvendigt, hvis brevduesporten i Danmark ikke skal ende med blot at avle unger til One Loft slagene på dansk og globalt plan, som det i øvrigt så småt er ved at udvikle sig til. Det er sjovt at være med til som et sidespring, men for mig og sikkert nok for rigtig mange af Jer, så går håbet på, at vi vil bevare (måske overdrevet sagt) og uddybe en spændende sport i samvær med hinanden, men også med noget at flyve om efter værdige udregninger.

HJ.