14 dage i skønne omgivelser.

Hjemvendt efter afslapning af bedste skuffe. Jeg gider ikke løbe efter gamle grotter, kirker, museer, udstillinger, slotte mv. Det fik jeg nok af i forbindelse med mit arbejde. Det passer mig bedre nu at ligge ved pool, strand eller blot sidde på en dejlig terrasse og lade tankerne få frit løb i samklang med en særdeles vidunderlig udsigt.

Bodil vil gerne gå ture, og det slæber jeg mig så med til. Jeg bliver altid belønnet med en kold øl. Lidt adspredelse havde jeg dog med hjemme fra. Jeg er vild med at se cykelløb, så jeg havde indkøbt bogen: Tyve tinder i Tour De France. En ny bog, som havde fået fine anmeldelser i pressen. Det viste sig imidlertid nærmest at være en slags opslagsbog for cykelfanatiker, hvis de vil bestige tinderne i Pyrenæerne og Alperne. Den kan nok også bruges forud for ens tv-oplevelse med Tour De France til sommer. Ja, ja, den er da godt skrevet, men jeg blev bare sådan lidt forpustet, hvis jeg læste alt for intenst. Bodil var langt mere optaget af sin læsning. Hun havde fået medtaget en bog af Danielle Steel.

Altamar 2014 015

Heldigvis havde jeg også Brevduen nr. 25 med i kufferten. Det er det nummer med et flot billede af haveslaget hos verdensnavnet, Batenburg-Van De Merwe. Emnet for den næste artikel, jeg skal skrive om turen med MVL-bussen. Jeg havde ikke fået læst det blad så grundigt. Det er også det blad, hvor vores landsformand skriver lidt om en del af HB’s oplevelser fra et møde med repræsentanter fra ”de tre nordjyske sektioner”. Det var nøjagtig, som jeg forventede det af Erik. Et flot forsvar for det eksisterende, men også med en vis angst for revolution. Det sidste er nok lidt overdrevet, men ikke så ringe en følelse at have. Jeg er da også både glad og stolt over vores organisation og sport i Danmark, men det er bare uholdbart at folde hænderne og skrive, at det er som det skal være. Jeg er helt enig med dig i, at med vores sekretariat og dens medarbejder har vi nok det ypperste i Europa. Du remser sædvanen vis stolt op af alle de fortræffeligheder fra Sekretariatet, som har gjort vores sport i Danmark både mere dynamisk på resultatopgørelser, men også rationaliseret udgifterne. Det skal HB naturligvis også have en del af æren for, og nok ikke mindst dig. Revolution vil på ingen måde kunne gøre dette forhold bedre, men hvorfor så tanken om revolution. Det er dig selv, der har denne tanke i hovedet. Jeg vil slet ikke tage det på mine læber. Jeg har imidlertid flere gange her på min hjemmeside efterlyst udspil fra HB, der kunne sanke lidt op i de eksisterende konkurrenceforhold. De skinner tydeligt igennem fra alle sider, at efterhånden som vi bliver mindre, må vi koncentrere os om konkurrencer i større enheder, regionerne muligvis, dem har vi jo afgrænset i øjeblikket, selv om jeg godt kan forestille mig en ekstra i Jylland. I øjeblikket laver vi jo regionsmesterskaber og for den sags skyld også DM ud fra sektionspoint. Det er bare ikke godt nok, for så kan man før sæsonstart udpege de sektioner, hvorfra regionsmesterskaberne kan rekruttere sine vindere. De kompakte sektioner vil, med få undtagelser, levere næsten alle medlemmerne til listen. Det er fremtidens konkurrenceproblem, og det er bidende nødvendigt at tænke dybt for at løse knuderne op, og har HB gjort det. Jeg ved, at du selv er kommet med tanker i ny og næ, men det har bare ikke rigtigt ført til noget. Har du brugt din HB som sparringspartner. For mange af os virker det som om HB er blevet passiviseret i tankerne, du skriver endda selv om det. De har nok ikke virket som de spindoktorer, som du har brug for i alle tilfælde på det sportslige område, eller også har du ikke givet dem lov. Måske er det de forkerte, der sidder der. Jeg ved det ikke, men de skal have, at de laver et godt manuelt arbejde for vores organisation.

Erik, frygt ikke for revolution, eller noget, der ligner. Vi er mange, der er glade for din generelle indsats som formand, og der er ingen, der vil ødelægge noget, blot byde ind med tanker og idéer, der måske kan føre til udvikling af sporten, specielt på det sportslige område.

Der var også meget andet godt i dette blad. Artiklen om L&M Sørensen er flot, anderledes, fordi den er skrevet af en udenforstående, men professionel journalist. Skøn læsning. Jeg faldt imidlertid også for en artikel af Marc Verheecke, oversat af Ove Fuglsang Jensen. Den bærer overskriften: Vær tålmodig i langdistance. Den fængede mig, ikke fordi jeg satser på de lange flyvninger specielt, men fordi jeg kan lide at læse om, hvordan man uddanner sine duer til at gøre det godt på de helt lange. Jeg læste den flere gange, og på lørdag tager jeg til vestjysk duetræf i Holstebro for at høre CMNs tanker om langflyvninger.

Desværre er der pludselig kommet en anden auktion ind over den samme dag. Ikke uventet hos østjysk auktionsforsyning i Odder. De skal sælge en samling unger fra Combinate Haan. Duer vi kender fra de senere års auktioner på repræsentantskabsmødet. Flotte duer. Jeg har selv haft en sådan, som har avlet en fremragende ét-års hun, der er gledet ind som es-due i sektionen.

Jeg havde naturligvis min Ipad med, og via den kunne jeg konstatere en overraskende, delvis ophørsauktion fra Hans Schougaard på søndag i Skanderborg. Der drager jeg naturligvis op. Jeg havde nok set dette komme, for Hans har haft alt for mange duer i en meget travl hverdag. Det har været både spændende og sjovt at have Hans med i sporten. Hans resultater har været helt sublime, og så opnået på faktisk meget kort tid. Han har været en øjenåbner for mange, og han har været en god ven, og jeg vil inderligt håbe, at han vender tilbage om nogle år.

HJ.