Atter super flyvedag.

Der var rigtig ”duevejr” i lørdags. En barsk blæsende nord vestlig vind kunne ikke forhindrer duerne i at lave nogle flotte flyvninger. Det var også skønt med så god en start på DdB flyvningerne. Tænk blot på sidste år, hvor vi startede med nogle grimme flyvninger fra Stendal.

Nu er duerne for alvor i gang. Resultatlisterne blev selvfølgelig præget af den stærke vest og nordvestlige vind. For vores vedkommende i Region Syd betød det, at duerne faldt i hastighed op gennem Jylland. Sportsflyvningen var med bredt slip og den åbne med gruppeslip. Det blev meget tydeligt, at det brede slip virkelig åbner op for gode resultater, selv om man ikke lige ligger i vindhjørnet.

Det tydeligste eksempel fandt jeg i sektion 33, hvor Karl Alfred Hansen i 046 bliver sektionsvinder foran Jørn Hedensted, 183 i Vejle. Karl Alfred bor ned til Horsens fjord og Jørn nabo til Jellingestenene. Vel det østligste og vestligste slag i sektion 33, og faktisk med stor afstand til hinanden. Det var bare fantastisk, og stort til lykke til Jer begge.

Regionsvinderen på sportsflyvningen gik som forventet til John Korsholm på Sydals med 1332 mpm. Han blev også gruppevinder på den åbne flyvning, og når dertil lægges, at han også vinder sektionens åbne flyvning fra Sittensen, så landede endnu en stor weekend på Sydals. – Stort tillykke fra mig.

Region Nord havde flyvninger fra Husum, og det betød, at vinden nærmest var behjælpelig  for dem, og de østligste sektioner så ud til at flyve med de største hastigheder.

For os i Viuf blev weekenden en blandet landhandel. Vores due på sportsflyvningen fra Soltau var dog med i front og kunne med stærke 1304 mpm placere sig som nr. 12 i sektionen. Vores 2. due fløj ind som nr. 19 i sektionen, så det var godkendte præstationer. Måske må jeg også kalde en ét-års huns placering som nr. 25 på den åbne flyvning som fornuftig. Det var første gang, at vores ét-års duer på DdB flyvningerne kunne opleve mange duer, som skulle længere end dem selv. Det gav også nogle ekstra km til nogle af dem, men alle duer var igen hjemme ved kaffetid, og det var helt acceptabelt.

Nu kommer så Stendal i næste weekend. En station, jeg frygter en smule, men duerne er virkelig forberedte i år, så det går nok.

HJ.