Carl Bie er død.
89 år og den ældste aktive brevduemand i Kolding nåede ikke at se sine duer komme hjem fra sektionsflyvningen lørdag morgen. Da Evald Christensen kom lørdag morgen for at sætte indberetningssystemet hos Carl i gang, blev han mødt af en låst dør såvel i dueslag som i huset. Politiet blev tilkaldt, og man fandt Carl liggende på gulvet i badeværelset. Man kunne konstatere at dødsfaldet lige var sket, så han har været på vej til endnu en skøn formiddag i haven med duernes hjemkomst.
Carl har alle sine år været medlem af 036 ”Kolding”. Hans far var i sin tid også en ivrig brevduemand i Kolding, og hans bror Verner Bie var også en meget kendt brevduemand ikke alene i Kolding, men også i hele landet p.gr. af sine fremragende resultater med duerne. Begge brødre har sat kolorit over brevduesporten i hele Sønderjylland igennem en hel menneskealder. De elskede duerne, men det sociale vedhæng var de også meget glade for. Carl fik her de senere år meget hjælp også fra Erik Thomsen, som sørgede for at få ham transporteret til klubhuset med en lille flok duer, som han medsendte på sektionsflyvningerne.
Carl søgte dog hurtigt ind i klubhusets hyggeafdeling, hvor han holdt meget af at finde en plads ved siden af mig. Han forbandt nok fortiden med mig. Vi fik megen god snak om tiden i sektion 22, hvor Vejle også var med. Han kunne lide at mindes efterparti med Jørgen Dalgård, Søren Bak Olesen, Preben Bak Olesen, sin bror, Dennis Engebæk, Mogens Liljegren mv. Som den pæne og høflige mand, Carl var til det sidste, så sagde han, ja, du var jo aldrig med til det. Den gang, for mange år tilbage, sagde han ikke sådan, men din højrøvede skid, når vi havde haft debatter på diverse møder. Han sagde tingene lige ud dengang.
Carl havde før i tiden mange flotte resultater. På olympiadehold, landsvinder, gruppevinder. Han medbragte gerne diplomer, medaljer og stamtavler fra de gamle dage. Det skulle jeg se, når vi sad der ved siden af hinanden, fredag aften. I år var han imidlertid meget træt, når han kom, men et par øl og et par pølser kneb han stadig ned, også i fredags. Når vi havde vores pølsegilde efter sæsonen, så underholdt Carl med meget festlige gamle sange
En stovt, men vaskeægte brevduemand er ikke med mere.
På anden vis blev weekenden en underlig størrelse i Kolding. Vi havde nogle meget høje hastigheder på den hvide flyvning, og det skyldes selvfølgelig en fejl torsdag aften ved ompakning med duer fra 063, Dana. Vi har jo ikke skemaerne i klubhuset, så vi straks kunne kortlægge fejlen. Vi ved i skrivende stund ikke, hvordan præmielisten bliver på denne flyvning. Derfor venter jeg lidt med at skrive om flyvningerne. Vi fik dog én sektionsvinder til klubben ved Arne Kjærgaard, som vandt sportsflyvningen. Til Lykke med det Arne.
HJ.