Danny De Voogd, Yerseke, Holland.

Lørdag tog vi huld på besøgene i Holland. Vi startede i baggården til den restaurant, hvor vi aftenen før havde haft en fremragende gallamiddag. Danny var frisk til at tage imod os, og vi fik et fremragende foredrag/interview ved Christians hjælp. Slaget havde været stærkt flyvende de sidste 4 år.

035

Danny var allerede startet for sig selv som 5 årig. Hans bedstefar hjalp med slagbyggeriet, som hurtigt voksede, og som 7 årig havde han et slag, som var større end det nuværende, og han vandt også juniormesterskabet i sektionen som 7 -årig. For 17 år siden flyttede han så til den nuværende adresse, hvor han har et flot slag på 13 meters længde med plads til 40 enkehanner, som bliver fløjet totalt. Enkehunnerne går i et meget lille slag med gitterdøre for reolerne, faktisk magen til vores i Viuf. Desuden to ungeslag.

038

I år havde han haft 14 sektionsvindere og håbede på at nå op 15 netop den dag, vi var der. Han havde 46 unger med på 450 km. Vejret var ret diset og tåget om morgenen, så de var først sluppet kl. 10. Senere fik vi at vide, at han faktisk var nået op på 15’ ende sektionsvinder.

039

Der bruges bl.a. varmeplader og elektronisk styring af varmen. Rengøring foretages om morgenen, og så bruges brænderen om mandagen. I en krog ind mod huset var der lavet et mindre avlsslag og grundstammen af duerne er fra Kees og Marian Van Koppen i Schipluiden nær Rotterdam. Det er hovedsagelig duer af den gamle stamme Turnier, så derfor er der også købt duer fra Peter Van De Merwe, som har samme afstamning. Til indkryds har han erhvervet sig duer fra Gaby Vandenabeele og Geerinckx, og de har virket helt fantastiske. I 2012 købte han duer fra den store mester Willem De Bruijn.

040

Det var helt klar, at Christian spurgte ind til, hvorfor det var gået helt fantastisk de sidste 4 år. Danny forklarede, at han havde taget Marcel Sangers træningsplan op. Inden sæsonstart havde duerne været ude på 100 km. tre gange, og efter den første kapflyvning på 100 km. i marts, kørte han igen 100 km træning om tirsdagen. Næste weekend med kapflyvning på 140 km., så kørte han om tirsdagen ud til 140 km. træning, og sådan fortsatte han de seks første uger. Det kræver tid, indrømmede han, men man kunne lige så godt begynde kl. 5 om morgenen. Vi så nu også hans far lunte rundt iblandt os, så mon ikke han også bruger en del tid på at køre træninger. Han havde i øvrigt fløjet langt bedre end Marcel Sangers i år. – Det var tydeligt, at ørerne blev luftet ganske grundigt blandt tilhørerne her.

1½ måned før start på sæsonen gik han i gang med at bruge produkterne fra Comed – De produkter som Bent Th. Pedersen forhandlede og brugte for nogle år siden. Det er probaktika med mere. Han kunne ikke rigtig forklare hvad det helt præcist var, men han var glad for at bruge det, og mente også, at det havde en del af grunden til hans succes. Det er på ingen måde medicin, men naturprodukter, der øger duens immunforsvar. Han får hver mandag i sæsonen besøg af Henk De Weerd, dyrlægen, som gennemser bestanden, og spørger næsten hver gang, hvad han gør, for duerne har hele tiden et flot svælg. Det mener Danny så skyldes Comed produkterne. Disse produkter koster ham små 900 euro til en sæson. Skulle der være lidt problemer, så følger han dyrlægens råd. Ellers bruger han ikke medicin.

037

Jeg tror egentlig ikke han selv rigtig ved, hvad det er, han bruger eller får råd om, han gør det bare. Det er egentlig helt befriende at høre på, og så er han en rigtig vindertype, der bøjer hovedet ned mellem skuldrene og ser kun frem. Henrik kalder ham Hollands svar på Johannes Markussen, som i øvrigt lyttede meget intenst ved dette interview.

Danny bruger lys for at holde på fjerene i sæsonen, og efter for at få en god og hurtig fældning. Duerne mørkelægges fra marts til maj, og fra Skt. Hans og sæsonen ud har de lys fra kl. 6 til 22. Fra september til fældningen er ovre har de lys fra kl. 5 til 22.30. Vi så gamle duer på 2. slagfjer, som jo godt kunne flyve et par gange mere, men det var ovre nu, så fældningen skulle sættes i gang.

Det var et meget spændende besøg. Jeg kunne godt tænke mig en dag at vende tilbage for dels at spise på hans restaurant og få tid til at have hans duer i hånden.

Nu tager Bodil og jeg på ferie, så I må vente med de tre sidste besøg i Holland til vi kommer hjem igen om godt 14 dage.

HJ.