Det kan vi.

Ja, jeg er lidt hurtigt ude igen, men det er fordi jeg må af, med det, jeg går og føler. Som jeg skrev i går, så skal vi jo bare arbejde fortrøstningsfuld videre. Der er jo ingen, der forbyder os at træne med duerne, så når det rigtige vejr indfinder sig, og vi er klar på slaget, så går vi da bare i gang. Vi behøver jo ikke at træne så langt. Jeg kan da få 90 km. ned til grænsen. De sydligste får det sværest, men så må de køre øst, vest eller nord. De nordligste kan jo faktisk blot starte sektionsflyvninger fra grænsen op. Vi skal blot huske ikke at omfavne eller i det hele taget røre ved hinanden, når vi pakker.

Vi kan jo kun gisne om, hvornår alle disse restriktioner holder op. Jeg tror da, at når vi når frem til omkring 1. maj, så er det reddet af, og vi kan nok holde til mere. Så skal vi bare være klar til at starte op for alvor. DdB kunne jo vente, til sektionerne har overstået en eller to flyvninger med normal afstand.

Det er naturligvis kun mine ønske tanker, men jeg tror ganske enkelt, at vi til den tid har et kæmpe behov for at komme fri af inde tilværelsen.

Mit slag er nu ved at have nået tidspunktet, hvor ungerne skal ind i ungeslaget sammen med mødrene. Når de gamle har overstået opmadningen her, så flytter jeg dem til enkehunslaget, så de for alvor kan komme ud og træne op. De får kun lov til at være ude, så længe, de er i luften. Sådan en tur får de morgen og aften, og derefter begynder kurvetræningen. Mine hanner kan så også komme i gang, og de får endda lidt mere tid, inden træningsopstart.

I skal nu også have nogle duer at se på:

De her er fra avlsparrene. som kom i gang lidt før flyveduerne. De er naturligvis Bulck duer. Jeg har ti ét års efter mit par nede ved Henrik og Dino, så de avler nu selv her hos mig. Parret nede hos dem er i år med en ny han, som er halvbror til hunnen. Et flot par indkøbt hos Mark Skovbo, der sammen med M&C nok har de fineste samlinger af Bulck duerne. Den rb. med broget hoved er efter parret dernede, og de to andre efter én af mine fra sidste år. Her i vinter har jeg, i Tyskland, indkøbt en pragtfuld rb. hun med Kittel. linje på den ene side og Sagan på den anden. De tre unger er skønne, rolige, og meget godt byggede.

Vi brevduefolk er heldige, når blot vi tænker positivt.

HJ.