DM sport Lars F. Hansen.

I samarbejde med den sydjyske Supercup ved Brian Thomsen, fik vi en dejlig lørdag i Vejen. Brian Thomsen havde sørget for et velsmagende morgenbord, lotterier og en lille auktion over unger. Lars havde alle sine auktionsunger med og holdt et fremragende foredrag.

Det var et velbesøgt arrangement, og mange lyttede på foredraget. Lars har jo besluttet sig for at holde en pause/stoppe med brevduesporten. Med årets DM på sporten må man sige, at han så gør det på toppen. Som foredraget skred frem var der sikkert mange, der undrede sig over den oplagthed, entusiasme og glæde ved at fortælle om duerne, der strålede ud fra Lars. Kan denne mand virkelig slippe arbejdet og samværet med duerne?

Lars gjorde helt klart, at han vil vinde, men via sin far HC Hansen havde han også lært, at man skal acceptere og rose andre, når de vinder. I 2020 blev han nr. 2 til samme DM, og i mange år har han vundet det ene mesterskab efter det andet. Han har fløjet med 18 par duer på det naturlige system, og han har deltaget på samtlige flyvninger på kapflyvningsplanen ud fra devisen om, at det skylder man sporten at gøre, men også for at vinde så mange flyvninger som muligt. Mesterskaber er noget, han samler op efter sæsonen.

Det er mål og visioner, der er til at føle på, men som han også understregede, det kan man ikke have, hvis ikke man også med flid og omtanke forbereder sig til sæsonen. Træningsindsatsen er enorm. I sæsonen står han hver dag op ved 5- tiden for at træne duerne. De bliver kørt ud på ca. 25 km. – både hanner og hunner – slippes sammen og samme sted hver dag. Hans bilforretning er stor, og hans arbejdsdag er lang, men hans vilje for at vinde gør, at han investerer denne indsats, og måske er det ved at blive lidt for meget for ham, og han vil ikke gøre noget halvt, så derfor får vi andre en kæmpechance for at erhverve de duer, som har skabt de mange topresultater, på M&C fra tirsdag d. 23 nov. Der var mange guldkorn i foredraget. Synd for de der ikke kom og hørte på.

Bilerne måtte afgive lidt plads denne dag, men sikke lokaler for et arrangement med brevduer. Det var hyggeligt at være i.

I et andet lokale var auktionsduerne linet op. Der var naturligvis mange nysgerrige håndteringer af duerne, som virkelig var i orden.

“330” den ene af to helt suveræne stjerner. I starten fløj den for HC, og han ringede tit til mig for at fortælle om “330”s meritter. Desværre døde HC, og “330” blev overflyttet til Lars, hvor den fortsatte med at flyve i top. Den har været Danmarks bedste es due og flere gange es due nr. 1 i andre kategorier. Den har fløjet i top på alle afstande, og så er den særdeles velbygget og smuk. For mig gør det også lidt, at jeg kan skimte mine gamle topduer, “Dronningeparret” og “255” i stamtavlen.

Den anden topper er “6276”, en lækker lille bb. hun, som har fløjet lige så godt som “330”. Hun er 1. es due i år.

Stort set alle duerne stod med striber af sektionsplaceringer, så det bliver et studie, når de kommer på M&C på tirsdag.

Til sidst lavede Brian en flot præmieoverrækkelse i Supercuppen.

Det var en god dag.

HJ.