Endnu en “fed” kort mellemdistance.
I Region Syd havde vi en rigtig god kort mellemdistance fra Halstenbek. Heldigvis viste vejret sig fra sin gode side, og vi fik duerne hjem i en lind strøm. De fik lige det, der kan gøre dem klar til næste uges store opgaver. Her tænker jeg først og fremmet på sponsorflyvningen fra Göttingen. Der er dog også gode langflyvninger på programmet, så det bliver spændende.
I vores sektion/gruppe blev det igen en stor succes for Meldgaard slagene, som havde de 13 første i begge konkurrence områder. Meldgaard/Jeppesen vandt med de 8 første, mens Team Meldgaard fulgte efter med de næste 5. De sender også mange, som de misundelige vil sige, men vi skal heller ikke langt hen i præmierækken før de har over halvdelen af duerne hjem, og hvor mange slet ikke har fået den første endnu. I gruppen var der 1363 duer med, så det har ikke manglet på konkurrence. De er de vestligste slag i gruppen, og vinden var i vest. Så langt for at gøre opmærksom på den store klasse, som slagene har. Ikke bare duerne, men også mændene bag. Henrik passer duer fra kl. 5 til kl. 8 hver dag, for dernæst at koncentrere sig om sin store virksomhed.
Så skal jeg dog også gøre opmærksom på, at de ligger sydligt i konkurrence området. Når frontflokkene når til dem, så er der generelt med optimal hastighed, og når alle de stærke duer er steget af der, så falder hastigheden i flokkene normalt ret synligt.
Vi har dog et område i sektionen, der har ca. 20 km. kortere. Det er det tidligere dynamit område Gråsten/Als. For år tilbage var slagene i dette område meget anerkendte for deres høje niveau i konkurrencerne. Flere af dem toppede mesterskaberne år efter år. Kiggede man efter DM. vindere, så rettede man blikket til det sydøstlige Jylland. De fleste af de medlemmer, der dengang kunne det, er ikke med mere. De resterende, med nogle få undtagelser, har ingen kampgejst. En skam, for os i den nordlige del af sektion har altid sat en ære i at kæmpe imod dem. Heldigvis har vi nu Meldgaard slagene at kæmpe imod. Selv om Vejle slagene måtte pænt ned i gruppeplaceringerne, så kunne det være helt sjovt, hvis de ville være med hos os. Det er selvfølgelig altid sektionsvinderen, der får den store ære, men det er ret let at lave analyser på hver enkelt konkurrence, så også de næstfølgende duer får den ros, de fortjener. Vi får aldrig millimeter retfærdighed. Nogle gange læser man om duer med mange flotte resultater, men ejeren slutter bare af med at skrive: Den har bare ikke været sektionsvinder endnu. I mine øjne en dum kommentar, men det er stort, at ejeren alligevel respektere duen for de mange topresultater.
Nå! Her fik jeg lige lidt, der måtte ud, men nu videre til flyvningen. I min egen forening havde vi også flotte resultater i slipstrømmen efter Meldgaard. Michael Hansen havde således nr. 14 og 15 i gruppen. Michael Th. 17-18-19-20 og 29, mens vi kom ind som 33-35. Alt sammen mod 1363 duer. Den første af mine var ren Van den Bulck. 2402 rødbåndet han, nu vores bedste i es due mesterskabet i sektion. Som unge fløj han selv 6. placering hjem i singlemesterskabet for unger i sektionen.
Sektionens es due mesterskab føres i øjeblikket af en Bulck/Lambrecht fra Holger Wittke.
Ud i horisonten fik jeg hurtigt øje på de 4 første i sektion 31, som landede hos Folmar K. Mikkelsen 013. Ja, og så er de alle Van Den Bulck duer. Det kører bare med disse duer.
Vejret er fint i disse dage, så den står vel på mange træninger, specielt med ungerne. I fredags fik jeg desværre endnu en hammer i hovedet. Jeg var i Aabenraa – 60 km. med mine tilbageblevne 18 vinterunger, som ellers har kørt godt på de første 12 træninger. De blev sluppet kl. 7.15, men de var ikke kommet, da jeg kom hjem, og da vi, kl. 10, kørte ind for at besøge Tommy på sygehuset, var der stadig tomt. Vi kom hjem igen kl. 12, og da var der kommet 4. Kun 3 indfandt sig resten af dagen, og i skrivende stund er der 9 på ungeslaget. Alt det arbejde med vinterunger har været nærmest katastrofalt, og det skal jeg aldrig prøve mere. Heldigvis har jeg 20 almindelige forårsunger, som ser ud til at køre godt.
HJ.