Endnu en gang heldig med vejret.

Puh! Hvis det havde været i dag, vi skulle flyve med duerne. Hvor lummert og ulækkert vejr her til morgen, og sandsynligvis også i morgen, mandag. Vi kan med rette klappe i vore små hænder. Duerne kvitterede også med nogle rappe flyvninger i lørdags. Det er sjældent, de har medvind i østenvinden. Efterhånden som sæsonen går, begynder vi at få en udligning i vindretninger. De sidste to gange med østenvind, så er der vel uafgjort for sæsonen.

Det giver naturligvis helt andre regionsvindere. Jeg kikkede lige resultaterne fra Sjælland. De har også fløjet Magdeburg på begge stationer, og har derfor haft en hel anden påvirkning fra vinden, end vi har haft i Jylland. Hastighederne er naturligt mindre, men duerne kommer alligevel fremragende. I Nakskov finder jeg Gert R Nielsen, som bliver sektionsvinder på begge flyvninger, rigtigt flot, og du skal have ”UGENS ROSE”. Regionsvinderne ligger begge i Slagelse hos henholdsvis Leif Jakobsen med 1365 mpm og Bent T Hansen med 1313 mpm.

I Region Syd havner vinderne i det sydvestjyske ved Jønne & Hans, Esbjerg med 1599 mpm på den åbne og på sport hos Käthe & Flemming i Gredstedbro med flotte 1688 mpm. Det var 100 mpm hurtigere end nr. to i sektionen. I øvrigt er det sportsduerne, der har lavet de ekstreme præstationer. Måske fordi de er overladt meget mere til sig selv. Det er flotte præstationer og ligegyldigt, om de kommer fra slag, som hele tiden ligger i front. Sportsflyvningerne er en pryd for sporten.

I Region Nord er det så det nordvestjyske, som løber med palmerne. Den åbne flyvning ved Ulla & Jan Rønn i Harboøre med 1688 mpm, og på sport er det Bjarne Nielsen i Ringkøbing med superflotte 1722 mpm.

På min rundgang i resultaterne falder jeg ofte for særligt gode resultater, og når vi lige har været i Ringkøbing, så bemærker jeg to andenpladser til gode gamle Sv. Åge Krogsgård. I Ålborg falder jeg nærmest over super flotte præstationer hos M&C Hansen, som nærmest springer ud i sommervarmen med 6 duer mellem de 8 første på den åbne flyvning fra Soltau og vinder af sportsflyvningen. Sådan skal det bare gøres.

Længere mod syd bemærker jeg Bente & Steen i 055, som atter viser stor styrke i østenvinden med sejr på sportsflyvningen og nr. 2 i den åbne. De har været flot med de senere uger i en vind, som slet ikke gør det let for dem.

I min egen sektion er der en tordnende flot vinder på den åbne hos John Engel i Haderslev, og Meldgaard & Jeppesen vinder sporten med to duer. Rigtig godt af dem, de har haft en flot sæson.

I Viuf havde vi en skøn dag. Det var varmt, men det luftede dog en del. Om formiddagen kunne vi modtage vore duer fra sektionsflyvningerne. Med den fordelagtige vind var der pæn fart på dem. Præmielisten blev ret hurtigt fyldigt optaget af duerne i Sønderjylland. Nogen gange når vi slet ikke med i opgørelserne, men da vi er vant til det og ikke har sektionsflyvningerne som fokusområde, så er det da dejligt at sidde og se deres ankomst alligevel. Vi havde også vore 21 unger til start fra Trittau. De var imidlertid blevet blandet med duer, der skulle nordpå, så de fik en svær opgave. Selv om der til tider svævede en fem seks duer rundt om vores slag, så var der aldrig mere end én til os, og resten af formiddagen og først eftermiddag kom de solo ind fra nord, men pyt, de kom alle. Så er der noget ved en ungeflyvning. Derefter var det vores DdB duer til at tage over, og det gjorde de rigtig godt. Vi har benyttet 7 ét-års hunner udelukkende på DdB flyvninger lige fra disse flyvningers start, og de er virkelig kommet efter det.

Næste lørdag er vi i gang med sæsonens slutspurt. Vores duer bliver simpelt hen trænet hårdt her til sidst. Det var måske også det, der gjorde det muligt for vores unger i lørdags.

HJ.