Endnu en superlørdag.

Duerne kan lide det vejr, vi har haft indtil nu, og tilsyneladende også skal have næste lørdag. Måske er det ved at være rigeligt, især for de vestlige slag i beregningsområderne. Normalt har vi mere ren vestlig eller nordvestlig vind om sommeren. Alligevel giver de brede slip i konstruktion med topduer nogle fremragende præstationer.

På Minden sport fik vi i Region Syd demonstreret det temmelig tydeligt. Tommy Gydesen, 055 er ét af de vestligste slag i sektion 33, men han vinder med 20 mpm i forspring til nr. 2, og duen er klar regionsvinder. Det er så flot, at jeg ikke kan lade være med at tildele ugens Rose her. Til lykke med det, Tommy. Jeg bemærker også, at John Nielsen i 09 Slagelse og Bent Th. Petersen i 027 bliver sektionsvinder på begge Minden flyvninger. Super flot. Per Thomsen i sektion 41 vinder klart Minden åben, og det er 6.gang i år, han tager stikket hjem på mellemdistancen åben. Det er i en klasse for sig. Dejligt, at hans nærmeste konkurrent er min gamle ven HC. Hansen, som også er i gang med en flot sæson.  I vores sektion var der sejre til Thorkild Thomsen, 070 på sport samt Ivan Hansen i Sønderborg på den åbne flyvning. Den er i øvrigt klar regionsvinder. På min rundtur ser jeg i sektion 11 min gode ven Meksüd Zuferov med to flotte resultater. Nr. 2 mod 753 duer åben Minden og nr. 8 på Minden sport. Super, og til lykke med det.

I Viufhaven var det lidt middelmådigt. På sport nr. 26 i sektionen, men næsten 100 mpm efter Tommy Gydesens superdue. Det var ”Flor Lilje”, som har været meget stabil mellem de første hele sæsonen. På den åbne Minden var ”485” ”Regionalen” atter på pletten som nr. 10 i sektionen. De 8 første i sektionen landede i den sydøstlige del af sektionen. Meldgaard & Jeppesen havde en ét-års Gaston v Wouwer inde lige før 485. Det var nu også meget stærkt. Som tidligere skrevet ville jeg give debut i DdB til 4 ét-års hanner. De var med på den åbne flyvning og magtede slet ikke at skille fra flokkene ude ved kysten, så det kom til at koste dem mange ekstra flyvetimer om eftermiddagen i modvind, og så mangler der endda én endnu. Jeg havde nu håbet på noget lidt bedre.

Så er vi godt i gang med at træne vores ældste unger. De fik 30 km i går og er i færd med det i dag. Lidt længere i morgen samt onsdag og torsdag. Jeg lader de andre medlemmer om at starte op på kapflyvningerne på lørdag. Som de foregående tyve år, så kommer jeg nok ikke med på ungekapflyvningerne.

HJ.