Erindringer kapitel 3.

Hans’s mange fiaskoer forringede selvfølgelig hans status rigtigt meget. Vi begyndte at kigge lidt mere på det blå par, vi havde fået i julegave. Måske kunne de avle nogle hurtigere duer. Det skulle senere vise sig at være en klog disposition, men først må jeg ile til at fortælle, at vi ikke fik muligheden for en revanche mod Gunnar. Pludselig en dag, jeg kom ned til ham i baggården var voliere og duer borte. Han gad vist ikke mere, og duerne havde han solgt til en dreng i østbyen. Pokkers, for den sortbrogede han ville vi da gerne have købt. Vi fik aldrig mere noget at gøre med ham.

Vore tanker gik imidlertid meget mod at blive medlem af en brevdueforening i byen, så kunne vi også få ringe at sætte på vore unger. På én eller anden måde prøvede vi os lidt frem hos vores mor, som var den, der havde det store ord at skulle have sagt. Hun var blevet lidt mere positiv overfor duerne og vores ildhu i arbejdet med dem, har sikkert været bemærket af hende. Endelig tog vi mod til os og forelagde hende vores ønske. Det var nu ikke helt lige til, for der skulle jo betales et indskud for at komme ind. Vi havde seks skønne kanariefugle i et bur i lejligheden, og deres svineri var min mor meget irriteret over, så hun bragte så det ultimatum til torvs, at vi blev nødt til at sælge disse fugle med bur. Det ville indbringe det meste af det beløb, som vi skulle betale for at blive medlem af en brevdueforening. Vi var ellers meget glade for disse kanariefugle, men der var kun én udvej, de blev solgt.

Så skulle vi af sted for at blive meldt ind i en brevdueforening. Der var på det tidspunkt to foreninger i Vejle. 055 ”Vejle” og 221 ”Six”. Det var vist nok formanden for 055, der forårsagede afklipning af ringene på vores julegaveduer, så derfor er valget nok faldet på ”Six”. Mit store arkivarbejde har overbevist mig om, at det var d. 1. april 1953, vi drog af sted til foreningens kasserer. Vores far var med. Vi var trods alt kun 10 og 11 år. Vi kunne også kun blive medlem i fars navn, vi var vist nok for små ifølge reglerne. Kassereren var Hans E. Colding, som boede i et nyt og flot parcelhus på Rådyrvej 9, ikke langt fra Vejle stadion. Den samme dag havde der været en anden dreng sammen med sin far for at blive meldt ind. Han hed John Madsen. Ifølge de officielle optegnelser i DdB blev vi først optaget d. 1. april i 1955, men det er sikkert her, vi er overgået til egne navne. Gamle optegnelser fører da også bevis for, at dette må være det rigtige. Dvs., at Både John Madsen og os faktisk har været med i sporten i 60 år d. 1. april 2013.

Her er så biledet af et gammelt krøllet stykke papir fra de gamle gemmer, som viser, at vi har afholdt en træning fra Hedensted i 1955. Der figurerer duer med ringnumre tilsyneladende fra to årgange. Disse ringe kunne vi jo kun få ved at være medlem af en forening. Der er også to af ringnumrene, som jeg husker meget tydeligt, nemlig nr. 50 og nr. 79. De var efter det blå par. 79 blev i øvrigt vores første foreningsvinder, fra Skagen husker jeg. Vinderen af denne træning, nr. 46 – en rødbåndet hun var i øvrigt også vores første ærespræmievinder på udstilling.

Nu kunne vi så få sat ringe på vores unger. Det var vigtigt, men det var lige så vigtigt, at vi via den indmeldelse pludselig kom i kontakt med mange andre drenge i byen, som drev med brevduer. John ”Malle” Madsen boede i Skovgade – tæt ved det nuværende Vejle Sygehus, men han havde sine duer i Vejle Enge. Han havde et flot lille dueslag i sin fars – Wolmer Madsen – kolonihave. Ret tæt ved var der flere andre Six-medlemmer, som havde flotte slag og duer. Bl.a. formanden ”lille” Peter Hansen og ”Skallesmækker” Henning Jensen. – Det var simpelt hen sagen at besøge dem og deres fantastiske duer. Man satte heller ikke dengang sit lys under en skæppe. – Lige over for Johns bopæl i Skovgade havde en anden dreng, Anders Hansen, sit dueslag, som også var ganske udmærket og i alle fald bedre end det, vi havde.

Om det var derfor, vi fik lov til at indrette dueslag i hele pindeskuret, ved jeg ikke, men det var bare nogle herlige tider dengang. – Det hele kunne dog et par år efter vores indmeldelse være endt i en katastrofe. Jeg kom hjem med en karakterbog fra skolen, hvori der stod, at Henning ikke længere udviste nogen flid i naturfagene geografi og biologi. Jeg var godt klar over, at det ikke var så heldigt, og ret omgående kom reaktionen fra min mor. Jeg blev kaldt til samtale, og min far var også inviteret, for det var jo ham, der skulle underskrive bogen, som vi jo dengang havde. Mine karakterer var ellers fornuftige, men det var den dumme kommentar, der var i vejen. Der var ingen debat om situationen, og jeg forsøgte heller ikke at forsvare mig. Min mor havde opsat konsekvensen. Enten skulle jeg stoppe med at spille fodbold, eller stoppe med duerne. Heldigvis var der en tredje konsekvens med, nemlig stoppe med at være spejder. Det blev naturligvis det sidste, der blev valgt fra. Dagen efter min udmeldelse der, ringede spejderlederen til min mor og beklagede sig. De var så glade for mig, og jeg var netop blevet udnævnt til tropsfører. De forventede så meget af mig. Det burde jo have blødgjort min mor, men nej, konsekvens kan ikke tilbagetrækkes. Året efter fik jeg imidlertid et kæmpeknus af hende, da jeg i slutningen af 5. klasse havde bestået adgangsprøven til Mellemskolen. Fire år senere bestod jeg Mellemskoleeksamenen med bl.a. topkarakter i både biologi og geografi. Jeg kunne ikke lade være med at passe min gamle lærer op, det var trods alt ham, der havde skaffet mig ubehageligheder med de kommentarer i karakterbogen. Han fik set mit eksamensbevis og udtrykte meget kortfattet, at jeg så måtte have forbedret mig meget. Ja, det havde jeg også, men min lærer i disse fag var bare så inspirerende at høre på. Så havde jeg betalt tilbage. – I bund og grund havde min gamle lærer ret, for jeg læste stort set aldrig lektier. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg var blevet sådan, men mon ikke jeg har generne fra min mor, som aldrig vendte den anden kind til, hvis nogle forsøgte at træde på familien og ikke mindst hendes to sønner, men vi fik også høvl, hvis vi bare lod stå til eller prøvede på ”at springe over gærdet, hvor det var lavest”

Nu ikke mere om min mor, men langt mere om vores nye liv i en brevdueforening og nu med ”ægte brevduer” – næste gang.

HJ.