Es. due lister.
Det er hvert år interessant læsning, når man går i gang med DdB’s es. due lister. Generelt kommer es. duerne fra slag, som også ligger med til mesterskaberne. Der er dog også undtagelser, hvor es. duer bobler op fra mindre slag og får den ære, som tilkommer dem. Der er duer, som er med på listerne flere år i træk. Det er ganske enkelt cremen, vi her har med at gøre. Det er lidt vanskeligt at sammenligne fra sektion til sektion, for også her løber vi ind i lette og svære beregningsområder(sektioner). Det jævnes dog en hel del ud, når der anvendes placeringskoefficient.
Inden så længe kommer beskrivelserne af mesterslagene i bladet, dog langt fra dem alle, desværre. Men det ville også være spændende at bygge en beskrivelse op omkring en es. due. Hvilke blodlinjer og hvordan der er blevet arbejdet med den. Jeg er så heldig, at jeg her på hjemmesiden kan fremvise og fortælle om de esser, som vi har i år.
Det lykkedes for vores topdue ”Regionalen” – 485 at vinde es. due konkurrencen for hunner – sekt. 32 i DdB-regi. Det er skønt, for sidste år måtte hun bøje sig for John Korsholms fantastiske hun. I sektionen tæller også sektionsflyvninger med, og der var hun suveræn vinder sidste år. Hun var allerede som ét-års regionsvinder fra Hannover og sektionsvinder i både 2011 og 2012. Hun må nu have overgået vores hidtil bedste hun ”Miss Limburg”. 485 er ren Flor Engels. Moderen ”Manila” er således datter af berømte ”Dronningehunnen”, og faderen er købt direkte hos Jos & Jules Engels under et besøg på slaget med MVL-bussen. Hertil knytter sig nok en lille sjov historie: Vi stod mange inde i slaget, for interessen for disse duer var enorm. Ude foran slaget var en lang voliere, hvor der gik unger, som vi kunne gøre køb på. Stamtavler var allerede klar og sat fint ind i et ringbind, et efterhånden berømt ringbind, som jeg i øvrigt havde held til at sikre mig sidste år, et flot klenodie. Nå, men der stod jeg jo også som sild i en tønde. Nogle havde anset mig som specialist på Flor Engelsduerne, så når der var kommet en unge ind ude fra volieren – Jos Engels var indfangeren – så skulle jeg lige både se due og stamtavle, for godkendelse. Der var flere, som jeg ikke lige synes så godt om, men pludselig havde et par fynske venner, efter flere forsøg, fået hold i en bb. hanunge. Den anbefalede jeg meget både som due og efter stamtavlen. De stod længe med den, men smed den så ud i volieren igen. Jeg var hurtigt over Jos for at få ham til at genfange den. Jeg ville gerne give de 300 euro, som var prisen for den. Desværre slap han ud for mig for et par år siden. – 485 er en del af vores dreamteam og således fløjet alle tre år som ren enkehun. Dvs., at hannen har siddet hjemme hele sæsonen.
Dette dreamteam har ganske enkelt hjemfløjet op mod 80 % af vores præmier i de sidste mange år. Fra dette team er også es. due nr. 9 ”Flor Lilje” – 393. Hun var den bedste af vores ét-års sidste år, og i år har hun virkelig gjort det godt. Hun er datter af ”Sportsduen”-1332 og ”Wonderboy” også en hjemkøbt Flor Engels han. Altså ren Flor Engels.
10 es. due er ingen ringere end ”Miss Taranta”, vores superhun fra Luc, Jürgen & Bart Geerinckx. Hun startede sæsonen med at blive sektionsvinder og var virkelig i front de næste par uger, men så var hun uheldig med at flyve for skævt ind på sputnikken og slå sin ene vinge. Vi måtte holde hende hjemme de næste tre uger, men så kom hun også virkelig stærkt tilbage, som es. Due placeringen også antyder.
Vores 8. es. due er fløjet på totalsystem. Det er Tommys hjertebarn ”Tommy ES” – 526. Hun er meget broget og avlet på ”Tommys Hope” fra John Engel og ”Het dark Aske” fra Flor Engels. 526 er en velbygget hun og naturligvis også med særbehandling, når Tommy har været hjemme. Det passer ham bestemt heller ikke, at hun her i november skal forlade slaget. Heldigvis er der en tre stykker med næsten samme farve blandt ungerne.
Der er en tre stykker af vores dreamteam, som også må have været tæt på en es. due placering. Dem vil jeg tage frem i næste blok.
HJ.