Ferien er slut
Som man vel nærmest kunne gætte, så har Bodil og jeg været i ”Sommerhuset”, nærmere betegnet hotel Altamar på Gran Canaria. Når vi giver hotellet denne betegnelse, så er det, fordi vi har slappet af der 24 gange. Også denne gang var det vidunderligt, selv om vejret ikke var så godt som vanligt.
Nu er vi så udhvilede og klar til de kommende udfordringer. I dag skal vi bl.a. til bryllup på vores datter, og i morgen starter så vores onlineauktion på M&C. Alt sammen meget spændende. Jeg vil blive flittig på siden her, mens auktionen står på, så jeg kan vejlede eventuelle købere.
Lørdag d. 17. nov. afholder M&C Skandinavisk Brevduefestival i Sønderjylland, nærmere betegnet Rødekro. Se annonce i sidste brevdueblad. Programmet er stort set skåret over samme læst, som Brevduefestivalen i Kolding. Denne institution er nedlagt fra i år, men jeg håber, at alle de brevduefolk, som besøgte os i Kolding, vil tage til Rødekro. Programmet ser spændende ud. Desværre falder det sammen med vores ”åben hus” med auktionsduerne, så jeg kan desværre ikke komme derned. De, der har planlagt at tage derned, kan måske slå to fluer med èt smæk, og på vejen derned afsætte et kvarter til lige at kigge på eventuelle interessante duer hos os. Vi har dog også åbent hus søndag d. 18. november.
Jeg har ikke mere tid i dag, men vi ses mandag på siden her.
HJ.