Finale i Sydafrika.
Million dollar Race har for vane at afholde finale på samme tid som vores Repræsentantskabsmøde, så der var flere blandt repræsentanterne i Brædstrup, der fulgte med på telefonen.
De 541 km. var dog lige så vanskelige, som de fleste foregående gange. Jeg har set hjemkomsterne på video, og der var langt imellem dem, til trods for 2161 startende duer. Der var meget varmt og til tilsyneladende også lummert. Først hen på eftermiddagen ankom de første. De var på ingen måde ødelagte at se på. Der er ingen tvivl om, at det var duer, som har lært sig at gå ned og drikke de nødvendige antal gange. Det er nok også denne procedure, der adskiller duerne. Jeg så aldrig to duer komme sammen. 43 duer nåede hjem på dagen. Vinderen var fra USA, og derefter kom flere tyske duer. I det hele taget blev flyvningen stærkt domineret af disse to lande. Der var ingen danske på dagen. Næste dag gik det noget bedre. Her kom duerne meget pænt. Bedste skandinav var en due fra Snorre Lindberg, Norge, som nr. 49. han fik også en due ind som nr. 64, så han var klart bedste skandinav. Blandt de danske vandt Hans Schougaard – sædvanen vis – med due som nr. 53 og 120. der var penge til de 300 første, og blandt dem var der due fra Chr. Mikkelsen, Helle & Jens, Victor & Christian.
Der er hjemkommet ca. halvdelen af duerne. Team Trekanten havde for første gang siden starten, ingen duer til start.
Henriks to hunner efter vores superpar Kannibaal/Filip Norman var jo med på auktionen lørdag formiddag. Det er et par godt byggede hunner, som også blev betalt ganske pænt. – Hannen fra Filip Norman er parret med en Geerinckx hun. Der er faldet flere gode flyvere, men nogle af ungerne har været alt for klodsede, så vi har søgt efter en hun, som kunne passe til ham, som er en stærk han med et gult øje.
Vi havde held til at finde én på M&C auktionen over duer fra det hollandske topslag, Huub Hermans. Han har et helt suverænt avlspar, samt en meget avlsstærk han. Fra denne konstellation har vi fundet en hun, som vi håber passer til ham. – Vi har ikke haft hende i hånden endnu, men her kan i se billedet:
Alle vores duer ligger nu med æg, og i dag skifter jeg avlsslagets æg ind under flyveduer. Der gik i år kun 3 dage fra første til sidste par havde fået æg. Det var sikkert klogt, at jeg fik dem parret, da det lune vejr satte ind. De var jo også prøveparret og derfor godt forberedte.
Der er dog blevet smadret ét hold æg i flyveslaget, men det sker hvert år, og nogen gange flere hold æg. Det skyldes det meget lidt dybe og smalle rum. Der er to rum med hver 9 reder til flyveduerne. Det ville sikkert være bedre med lidt mere dybde og brede til duerne, men det passer bare ikke til mig, og det er kun i avlstiden, at det er et lille problem.
Nu er det blevet mere koldt, men også mere solrigt, så bare det ikke går op i over 10 graders kulde, så giver det ikke problemer. Mine avlsduer skal jo til at lægge æg igen.
HJ.