Flere billeder.
Først lidt om status på vores slag. – Det gik fint med parringerne, og nu går jeg og venter på æg. Lyset er tændt til kl. 21. Jeg ved ikke, om det egentlig virker, men det siger de kloge, og så må jeg også hellere gøre det. Jeg er gået over til at fodre med Start+ fra Meldgaard. De giver sig nu ikke ro til at spise ret meget, så derfor får de kun det halve af, hvad de ellers har fået her i vinter. Det var da også med Gerry+. De er ude en halv time om eftermiddagen, hvis vejret er fornuftigt. – Og så til billederne:
”Mr. Rose” – 1325 var faktisk helt suveræn i sommer. Han blev placeret i sektionen hver gang han var med, 4 gange i top 5 og 1. es. due i sektion hos både de gamle hanner og de ét års. Han er søn af ”Flor Rose”, som var med på billederne i går. Hans far var søn af ”Little Boy junior” – altså Geerinckx.
”Miss Rose”- 4281 er søster til ”Mr. Rose”. Hun vandt guldringekonkurrencen for de ét års i sommer. Hun var 4. i sektionen fra Minden og sektionsvinder fra Soltau. Desuden 1. es. Due for ét års hunner i sektionen.
”Lille Lone”- 1201. Har fløjet formidabelt i to år. I 2015 er hun således 1. es. Due hos de gamle hunner i sektionen. Hun er barnebarn af 255-datteren ”Lone”.
”Guldhunnen” – 1916 blev i sommer nr. 4 i guldringefinalen fra Giesen. Derudover har hun rigtig mange andre topplaceringer. Hun er datter af 255 – datteren ”Lone”.
”Last son” – 255/240. Jeg købte ham hjem sidste år på Hans Schougaards auktion. Han har i 2015 været parret med en hun efter 345 hos Hans. Den købte jeg også på auktionen. Det er blevet til rigtig mange dejlige unger. Det er dog min mening at skifte hun hvert år, så i år skal han have en indavlet hun på ”Mr. Blue” – P. Veenstra, indkøbt hos Huub Hermans i Holland.
Ph.d. HJ.