Flot weekend.
Endelig var det hele med os. Pragtfuldt vejr for duerne at flyve i og skønt for os at sidde og vente på duerne, og det hele krydret med stærke præstationer af de bedste duer på dagen.
Privat initiativ med en éndagsflyvning fra Freiburg – 20 km. – længere end München. Det havde samlet 172 duer til start, som skulle kæmpe om rigtig flotte præmier samtidig med, at de var på en stor udfordring. Med løsladelse lørdag morgen kl. 5.30 lykkedes det dog ikke nogen af duerne at nå hjem på dagen, men søndag morgen kom der hul med en due hos én af storfavoritterne, Ivan Hansen i Sønderborg. Det skulle senere vise sig at blive flyvningens vinder. På andenpladsen kom en anden storfavorit, Brdr. Brøbech i Skanderborg. Treer blev Knud Kristensen i Hvalsø, fire Jørgen Nielsen i Horsens og fem Meldgaard & Jeppesen i Aabenraa. Modvind og varme fik hastighederne ned lidt under 700 mpm. Det var dog fascinerende at følge hjemkomsterne. Bodil fulgte meget med, mest for at se, om vores nabo Holger Wittke kunne få én hjem, men også fordi hun synes, marathonflyvningerne er spændende, så vi må se, om ikke vi kan få med igen til næste år. I øvrigt var det også weekend for Barcelonaflyvningen, og her havde duerne også modvind og varme, så den var ikke lukket endnu søndag aften. Godt, at ingen danske havde fundet anledning til at deltage her.
Og så fløj vi jo også fra Antwerpen, min hadestation nr. ét. Det blev dog, som jeg havde forventet, én af de sjældne gode flyvninger fra den station. Også de, havde vinden imod, men det blev en virkelig flot flyvning. De længste afstande havde de største hastigheder, og det er jo meget sjældent at det sker, dog ikke fra Antwerpen. Landets hurtigste landede i Vordingborg hos Stefan Stenzel med 1121 mpm. Næsthurtigst hos Jørn Boklund i Tårnby, mens tredjehurtigst landede hos den gæve nordmand, Kåre Christiansen i Frederikshavn. Han blev således vinder i Region Nord. I Region Syd sejrede Brdr. Brøbech i Skanderborg. Da de også vandt Hannoverflyvningen i sektion 33, så må deres fremragende præstationer i denne weekend tildeles ”Ugens Rose”. Godt gået drenge, det kan godt være, at nogle får ondt et vist sted, fordi I sender så mange duer, men Jeres topduer laver jo fremragende præstationer, og Jeres indsats i sporten er så flot, at vi er mange som glæder sig med Jer.
Diverse sektionsvindere i Region Syd fra Antwerpen var Peter Andersen i 34, E og M Rasmussen i 42, HC Hansen i 41 – godt gået gamle dreng, Th. og P. Pedersen i 31 og endelig i 32, ja hvem tror I, Kaj Jeppesen i 227. Endnu en gang med en ét-års. Nu har han været 1, 1, 2 på de afholdte langflyvninger, og hver gang med ét-års. Du kæmper med om begyndermesterskaberne. Det behøver du ikke længere, vi gamle bliver jo nedkæmpet lørdag efter lørdag. Stor flid og vilje blandet med gode duer fra din familie – Meldgaard & Jeppesen, har allerede bragt dig til tops.
Fra Hannover kan nævnes, at Regionsvinderen endnu engang havnede hos HC. Lind i Nybøl, endda med to duer. HC. er virkelig skarp i år. Han overgår jo nærmest sin avlsslagsmakker, Bent Th. Pedersen. I 41 var der endnu engang bøllebank til de øvrige fra Per Thomsen i Lunderskov, som havde de 9 første i sektionen. Mon ikke man i denne sektion snart fortryder kravet om gruppeslip! I 42 var der igen sejr til Yrsa & Villy, som har en virkelig fin sæson. I 31 landede vinderen i Odense hos KJ. Philipsen.
I Viuf deltog vi denne gang fra Hannover, og som i sidste uge fra Minden leverede vores ét-års han ”1129” en virkelig superpræstation. Denne gang blev han nr. 9 i sektionen, men med en hastighed, der ville have givet ham 1. pladsen i samtlige andre sektioner i Region Syd, og så i en nordvestlig vind, det havde vi slet ikke set komme. Måske har vi her en stjerne for fremtiden. Han er i øvrigt avlet på ”Little Boy Junior” og ”Tommys Darling”. De havnede vist nok i udlandet efter auktionen i november.
HJ.