Fra mit vindue

Når jeg sidder ved computeren kan jeg nu se vintergækker, erantis og krokus i fuldt flor i vores have. Vi har mange af dem. For mig er det bare en liese at betragte disse forårsbebudere. I nabohækken er der imidlertid blevet tomt. Den ligger ca. 20 meter fra mit vindue og har hele vinteren omtrent være fyldt med mange forskellige fugle. Dompap, Rødkælk, Silkehaler er nærmest majestætiske af udseende. Jeg har en kikkert klar, så jeg kan nyde deres optimistiske færden blandt grenene. Silkehalen er min favorit, den må være majestæten. Vores faste gæster: Musvitter, gråspurve og solsorter har naturligvis også været der. På den anden side af hækken har min nabo fodret disse fugle. Det har været et skønt syn, men nu er det blevet for meget for dem, for spurvehøgehunnen huserer dag efter dag i hækken og de omkringstående buske. Den er netop drønet forbi mit vindue.

I søndags havde jeg duerne ude, og det varede da heller ikke længe før den fløj igennem haven på den anden side af huset. Der var heldigvis ingen duer på jorden, men de der sad på slagets tag eller i sputningen fik travlt med at flyve i luften eller løbe ind i slaget. Det så ikke ud, som om høgen ville angribe duerne, men den tanke kan jo hurtigt kommer over den, så jeg gik en tur i haven og stillede min gamle hornugle ud midt på græsplænen. Den kom tilbage i skjul så snart duerne var fløjtet ind. Den taktik brugte jeg også sidste år, alligevel fik jeg nakket en hun. Det er måske modigt af mig at lade duerne komme ud, for det kan jo lige så godt være ”Regionalen” – 485, det går ud over, som en ny ét-års hun.

Jeg har dummet mig. Mens polarkulden stod på hentede jeg det først lagte æg ind, så det ikke skulle blive ødelagt af frosten. Jeg tog det imidlertid først næste dags morgen, dels fordi jeg regnede med, at hunnen ville beskytte det natten efter lægningen, men også fordi jeg helst ikke ville skabe uro på slaget ved at rage i rederne efter mørkets frembrud. Når jeg hentede ægget, skrev jeg redenummer på det med en let blyantsstreg, så jeg kunne lægge det tilbage i rette rede, når 2.æg var lagt. Ungerne er nu kommet ud, men i nogle af rederne er der ikke blevet noget ud af det æg, som jeg havde skrevet på. Dvs. at nogle af hunnerne ikke har stået tæt nok på det første æg om natten.

”Guldringen” – en ny og spændende konkurrence og en mere dynamisk udgave af derby-ringe, som blev devalueret, da man formindskede konkurrenceområdet til sektionerne. Guldringen skal opgøres i regionerne, men med point fra sektionsopgørelserne. Det giver en rigtig god mulighed for de medlemmer, som beregnes i geografisk mindre eller kompakte sektioner. Det er imidlertid vejen frem, så selv om mine duer beregnes i en meget langstrakt sektion, så har jeg bestilt 10 ringe, som er det maksimale antal, man kan købe. De koster 100 kr. pr. ring, og alle pengene går til finalen om tre år, altså i 2015. Man kan dog også betale for at lade sine ”guldduer” konkurrere som både som ét års i 2013 og som to års i 2014. Her indbetales først de pågældende år. Disse konkurrencer tiltaler mig en hel del.

I eftermiddag skal jeg hente min sidst indkøbte ”Den franske Sablon”. Jeg glæder mig som et lille barn, og nu begynder solen at skinne og fem musvitter har vovet sig over i nabohegnet.

HJ.