Frossent vand.
Vandet var bundfrosset i mit slag i dag. Mine hunner var ude for flyvning et kvarters tid. Det var bestemt ikke vand, de gik efter, da de var kommet ind igen. De gik ikke til truget, før de var færdige med at æde. Vandet fryser sikkert hurtigt igen, og så får de ikke noget før i morgen ved samme tid.
Jeg røgter kun én gang om dagen, og jeg har aldrig anvendt vandvarmer. Egentlig har duerne heller ikke behov for, at der står vand hele dagen. Bare et kvarter efter hver fodring, også i flyve og avlssæsonen. Når duerne vender sig til det, skal de nok sørge for at være der til tiden. Mine enkehunner er om sommeren bag tremmer både nat og dag. De er ude at flyve morgen og aften, og har kun et kvarter til at spise og drikke, før de igen er bag tremmer, og de tager rigtig mange præmier.
I avlstiden er det nok noget andet, men får jeg nogle reder, hvor ungerne ”vander”, tror jeg, det er fordi de gamle drikker for meget, og så kan jeg godt finde på at tage vandtruget væk, når jeg fornemmer, at det ikke behøver at stå der længere. Har man vitaminer eller medicin i vandet, er det nok også en god idé lige at fjerne truget til næste måltid, så vandet heller ikke bliver beskidt.
Mine metoder her er slet ikke anvendelige, hvis duerne har fri udflyvning hele dagen, så vil de finde vandhuller udenfor, hvis de bliver lidt tørstige, og det kan bevirke sygdom i duerne.
Så til noget helt andet. Jeg har aldrig haft respekt for hvide duer som brevduer, men det har ændret sig på det sidste. En virkelig flot auktion på M&C over helt hvide brevduer fra Esther Bultman i Holland viste tydeligt, hvor flotte og velbyggede, de kan være og samtidig med flotte flyveresultater bag sig. Esther leverede også det, som jeg meget ofte mangler fra andre topavlere, hun beskrev på stamtavlen sin mening om duens væremåde og bygning. Det var flot. Tommy kom til at se billederne af dem, og så var der ingen vej uden om, han ville købe én af dem. De var næsten ens af udseende, men han ville have den, der hed ”Sne Pragt”.
Jeg har ikke fået den hjem endnu, men et billede bør I have: