Gode auktioner på M&C.

Godt vi har M&C hjemmesiden, som virkelig kan give os lidt underholdning lige nu. I søndags sluttede et par auktioner, som jeg syntes var både spændende at læse om og deltage i. Vi blev vældig flot sat ind i den belgiske vitesse sport. En form for flyvning, som har været og stadig er i Belgien. Ja, den er faktisk også her i Danmark, for mange af os elsker jo at flyve sektionsflyvninger. De fleste af os binder det sammen med flyvninger på mellemdistance. Det gør de også i Belgien, men der er stadig mange, der kun flyver vitesse hele sæsonen. I gamle dage var der vel omkring 80 % i Belgien, der kun fløj på denne måde. I dag har flere koblet mellemdistancer på, men vitessen er stadig meget populære og deres duer efterspørges rigtigt meget. Disse slag er nemlig med en meget lille bestand med få duer. De gængse flyvninger er Quievrain og Noyon. For år tilbage blev alle duer på disse stationer løsladt samlet for hele Belgien. Det gør de ikke mere, men stadig i meget store flokke. Dette sætter virkelig duerne på prøve. hvis ikke deres orienteringsevne er knivskarp, og de er fysisk i topform, så kommer de ikke med fronttoget hjemover. De forskellige slag sender omkring 4 duer i snit, og det er kun de bedste, der bliver sendt. De bruges til gengæld næsten hver uge. Det kræver naturligvis en hård sortering, stor udvælgelse, men også et godt avlsarbejde. De laver ikke stamtavler på duerne, det er kun resultaterne, der gælder. De er meget afhængige af de virkelig topper i bestanden. Til det store spil, der er på disse flyvninger, bruges kun krydsduer. Præmierne er ganske store, og de kan nærmest leve af duerne, hvis deres stjerner er skarpe. Derfor har de bedste ofte besøg af de andre, som kæmper mest på mellemdistancen. De vil have efter disse skarpe hjerner på vitesse slagene.

Vi kender ét af disse slag herhjemme , nemlig Dirk van den Bulck, hvis duer er i meget høj kurs overalt i verden. Vi fik det jo at mærke i Brædstrup til den store fredags auktion.

Nogle af hans skarpeste konkurrenter i Antwerpen området døde her i efteråret. Den ene,  Stanny Lauryssen, har været lige så stærk som Van den Bulck, i hvert tilfælde til mesterskaberne. Den anden, Karel Aerts, også et meget stærkt navn. Han har specialiseret sig på Quievrain, men Lauryssen for det meste fløj fra Noyon 236 km.

M&C havde held til at skaffe dem hjem til auktion på deres hjemmeside. M&C er ved at være mestre i at sætte sådanne auktioner op. Alle de store stjerner var der. Mange af mine timer gik med at studere, og da Christian nærmest forsikrede, at duer kunne hentes til Danmark i løbet af et par dage, så fik jeg også lysten til at byde på én af stjernerne. Jeg fornemmede hurtigt, at Stanny Lauryssen var den helt store mester, og alle de udbudte duer var ganske enkelt fremragende. De bedste var med nogle flotte resultatlister.

Man blev dog ret hurtigt klar over, at de helt store, ikke var for folk med en normal pengepung. Duerne var sat op i deres respektive familier. De havde nærmest navne after fodboldstjerner. Den første familie var De Bruyne, og stjernen hed faktisk bare “DE BRUYNE” To gange top es. due i Belgien. En flot bb. han med mørklilla øje.

Desværre for os, men godt for M&C, så kom der nogle kineser ind over, og et par af dem gav sig i med at byde på denne superhan. De stoppede først ved 33.000 kr. Det blev dog også auktionens højeste pris, Hans meget skarpe søn kom op på 19.000. Flere børnebørn kom også pænt op i pris.

Jeg havde dog på forhånd forelsket mig en hel del i Ronaldo familien, som var de næste på auktion. De to gamle hanner var vild flotte, men blev også et bytte for kineserne. Den tredje en søn af nr. to på stjernehimlen var også meget lækker og kun to år gammel. Den var dog også med på kineserhimlen, men jeg gik i gang, og pludselig ved små 6.000 kr. stoppe han og blev helt væk fra auktionen i et kvarter. Det var lækkert, for der var ikke andre med på denne due, så i dag går den i det hvide hus i Viuf. Skønt.

Der var dog også nogle af de store navne i Belgien med i budrækken. En fætter til min gik således for omk. 15.000 kr. Nogle få andre bevægede sig op i nærheden af 30.000, men også til Kina.

Efter slut på denne auktion, gik man for alvor i gang med duerne fra Karel Aerts. Der var også mange flotte bud og til sidst var jeg nødt til at hente én lystavlet ét års hun efter en familie fra Stanny Lauryssen. Jeg har nu hele parret hjemme. De er i øvrigt meget glade for hinanden, så de forbliver sammen resten af året. Det er dog min hensigt, at hannen, som har en dejlig mørkblå farve, skal ind på mine duer fra Van Den Bulck. De er ret lyse generelt, så det kunne nok være nyttigt.

De danske køb kom til landet tirsdag aften, transporteret af Maria, kæreste til Hans Henrik Brøbech, og i øvrigt nu ved at gøre sig færdig på universitetet, som Cand. Merc-jur. En stor og virkelig brugbar uddannelse. – Nu er hun så i karantæne, men tak for indsatsen, Maria.

Her så min skønhed, SØN RAPPE RONALDO, med 6 plac. i top ti som ét års.

Og her så hunnen “MINI STANNY” med 3 ungeplaceringer i 2019.


Mine hanner flyver rigtig meget nu, hvor hunnerne er i ungeslaget. Ungerne trives rigtig flot, og jeg er begyndt at hånde dem for at følge med i udviklingen og for, at de skal lære at blive håndteret.

HJ.