Godt gået løsladere.

Vejret var slet ikke som forudsagt. Her i Jylland nærmest tæppedækket med skyer, og slet ikke så behageligt flyvevejr for duerne. Vinden var vel også i nord vest. Alligevel leverede duerne gode præstationer. Vi er vel også ved at være derhenne, hvor deres kondition og stigende formkurve gør det nemmere for dem at levere varen.

Weekendens højdepunkt var vel sponsorflyvningerne. I Jylland fulgte duerne nærmere Den jyske Højderyg end Den jyske Motorvej, sådan generelt. Hastighederne i Jylland lå for de første omkring 1200 mpm., mens de på Sjælland fra Magdeburg sneg sig over de 1300 mpm. Konkurrencen bliver afviklet med to afkrydsede duer, så vi må vente med at se, hvem der løber med de store præmier.

Vi kan dog se regionsvinderne. På Sjælland vandt Racing Team CMN 100, i nord vandt Bodil & Claus 180, mens Meldgaard & Jeppesen 070 sejrede med to duer i Syd. Stort tillykke til de tre slag.

Vi havde jo også landsflyvning fra Rouen på programmet, og her leverede Claus Jensen 232 en flot præstation ved at vinde på en længere afstand end vanligt. Stort tillykke til Claus.

Super langflyver, Poul Mc. Burnie tog sig flot at Würtsburg, mens Chr. Christensen, 055 nappede en regionsvinder fra Göttingen sport. Her blev John Engel sektionsvinder hos os i 32. Stort tillykke også til disse vindere.

For os i Viuf blev det også en ganske fornuftig weekend, selv om vi ikke har så meget tid til duerne i øjeblikket. Vores topdue “1010” præsterede pænt på sponsorflyvningen fra Göttingen og blev nr. 9 i sektionen. På sektionens sportsflyvning gik det også pænt, og så var det weekenden, hvor den sidste ét års blev aktiveret, og den – Van den Bulck – var vores første due på den åbne flyvning, ganske lovende. Vi fik alle duer hjem på dagen.

HJ.