Godt med brevduer.

Alle vi ældre, og der er vi vist en hel del, kan være glade i denne tid, for vi har heldigvis noget at give os til hver dag. Anderledes med bankospiller, jazzelsker, bowler osv., de må blive hjemme i stuerne. Vi kan heldigvis gå ud til duerne, som ikke er med i denne epidemi. Når tiden kommer, kan vi også træne vore duer alt det, vi vil, og kapflyvningerne skal nok komme i gang på et tidspunkt.

Men nu er det avlen med vore duer, der er mest spændende. Jeg har tidligere skrevet, at jeg har 6 par rene Van Den Bulck duer, så det er jo spændende, hver gang de får farve osv. Af dem, jeg har set indtil nu er de alle rødbåndede og en enkelt blåbåndede. Det er pussigt hvor tæt disse to farver ligger. Da jeg skulle kigge lige efter, de var begyndt med fjerpåsætning, synes jeg at se de fleste som blåbåndede, men de skifte næsten alle til rødbånde.

Jeg tog lige et billede af de mest udprægede:

Her er de så, to hanunger formentlig. De er efter BULCK KING, som jeg købte i Brædstrup. Kat. nr. 11. Den skønne bb. han er vist på én af de foregående sider. Moderen har samme farve, som ungerne. Hun er efter mit første Bulck-par, som for øvrigt går nede hos Henrik Meldgaard. Hun fløj alle ungeflyvninger sidste år med 2 placeringer til følge. Hun er i øvrigt redesøster til min super Bulck unge, som sidste år alene fløj en 2. plads hjem i sektionens Singlemesterskab for unger.

Den rb. han, som jeg også købte i Brædstrup er parret med en søster til den oven for nævnte. Også en rb. hun. Det par fik blot ødelagt sine æg inde i flyveslaget, hvor de var lagt under et ammepar. Desværre slab han fra den tilsvarende rede i rummet ved siden af ind, og så kostede det disse æg. Det er ærgerligt, men de ruger nu på næste kuld æg.

Så er der i øvrigt kommet et nyt blad i dag- elektronisk. Det ser godt ud, jeg glæder mig til at læse det. Godt, at vi har fået Michael  Th. tilbage som redaktør.

HJ.