Godt Nytår.

På tærsklen til det nye år sluttede to fremragende auktioner på M&C. Mine favoritduer, også kaldet danskerduerne, fra Jos & Jules Engels i Putte i Belgien samt fra det andet superslag i Putte, Van Hove-Uytterhoeven.

Jeg var meget varm på én bestemt han – indavl omkring ”178”. Det holdt hårdt at få ham hevet i land, men for 620 euro lykkedes det. Der var flere af de andre duer blandt de 10 Engels-duer, som blev endnu dyrere end min.

BEL14-6022933

 

Blandt Van Hove-Uytterhoeven duerne var der også én, som jeg havde udset mig til den netop købte Engels-han. Der måtte jeg også kæmpe, men fik den dog for 600 euro. Der var stor interesse for disse duer, og de 12 nåede op i et snit på 5.098 kr. Èt af de højeste i M&Cs historie.

BEL14-6097332

Jeg glæder mig selvfølgelig til at arbejde med disse på avlsslaget. På alle måder passer de sammen, og nu mangler jeg så kun at konstatere, om de også har den indre ro.

Januar er måneden for sektionsgeneralforsamlinger og udstillinger. Vi har måttet opgive den normale sektionsudstilling, men i forbindelse med generalforsamlingen holder vi en miniudstilling, hvor medlemmerne kan tilmelde 4 ét-års til en stadepris på 50 kr. Halvdelen af beløbet går til udstillingen, og den anden halvdel til en flyvekonkurrence. P ræmierne går til de, af de tilmeldte duer, som opnår flest sektionspoint på den sidste sektionsflyvning inden DdB sammenlagt med den første DdB mellemdistance – begge åbne flyvninger. Der er tilmeldt 122 duer, så opbakningen er ganske fornuftig, og det bliver da helt sjovt.

Tiden nærmer sig også repræsentantskabsmødet i Brædstrup. M&C er gået i samarbejde med DdB om at lave en anderledes og spændende fredag aften, bl.a. med foredrag og auktion over duer fra Marcel Sangers og Comb. Vredeveld-Leemhuis. Jeg skal i hvert tilfælde til Pejsegården den fredag.

Så er min hjemmeside her pudset gevaldigt op. Jeg håber, det tiltaler Jer. Desuden har jeg fået hold i de fleste interessante artikler fra den gamle hjemmeside. Prøv at gå ind på arkiver, så kan i vælge iblandt dem.

Go’ fornøjelse.

HJ.