Godt vi ventede.

Vejret blev jo ringere og ringere om lørdagen, men alligevel godt set af løsladeren. Nu fik vi så en flyvning fra Halstenbek, som alle duerne ikke tog skade af. Hastighederne kom i top, og det eneste problem for ejerne var, at få duerne hevet ned fra luften.

Det kneb til gengæld visse steder. Jeg kunne klart mærke, at bl. a. Michael Th. havde været i chok. “Bulck-ægget” ville ikke forlade himmelhvælvingen, og da ingen af de andre, han havde med, var med i front, så gjorde det voldsomt ondt, selv om den blev hans første due.

I vores sektion endte det med en sikker sejr til Meldgaard & Jeppesen foran et andet Aabenraa slag, Jørgen Greve. Tredjepladsen gik til Preben Nielsen i min forening.

Hos Bodil og mig i Viuf haven kom der en sejr til hendes og i øvrigt også Tommys yndling “Den brogede hun 2415” – Bulck hun, barnebarn af stamhunnen “Angel Ving”. Hun har efterhånden siddet med fremme flere gange, og kom strygende ned over græsplænen uden problemer med en 2. plads i Koldingområdet efter Preben Nielsen. Kort efter kom 3 enkehanner, og her var det kun “Bulck 2402”, der sædvanen tro kunne gøre det færdigt til en tredjeplads i området. Det gik således udmærket uden “Super 2410s” assistance.

Nu kikker vi frem mod næste weekend, hvor mange fornemme flyvninger skal afvikles. Bl.a. Antwerpen, som kan blive vældig farlig, hvis der bliver hold i nogle vejrmeldinger om sydøstlig vind. Jeg håber det ikke, selv om jeg ikke selv deltager på den flyvning. Minden skal jeg med på, og med dens sydvestlige beliggenhed, kan det også blive svært i den vindretning.

HJ.