Hårde flyvninger.
Den solide vesten vind satte sit præg på alle flyvningerne i weekenden. Der var østlig vind i starten fra Antwerpen, ellers havde duerne nok fløjet noget hurtigere. Stendal blev en hård, men regulær flyvning. Meget bedre end sidste år.
Endelig fik fynboerne udnyttet vind og afstand. Det var dejligt, for så lever de nok endnu et år, og det var også dejligt, at det ikke blev en flyvning, hvor vi fodrer olieplatforme og skibe med uheldige brevduer. Det er nu engang vanskeligt for duerne at klare Antwerpen. Det er nok også meningen, for duer, der går i front fra den station er nærmest også udnævnt som helte. At dømme efter antal mangelende duer, så blev Antwerpen også i år den flyvning, hvor mange står og kigger efter de sidste.
Problemet er nok bare, at færre og færre ønsker at deltage på den flyvning. Jeg kom til at tale med et HB- medlem lørdag morgen, og han var meget vred. Antwerpen stod til at give et underskud på 40.000 kr., og min forening i Kolding var allerede udnævnt til at være de helt store skurke – kun 6 duer var afsendt til Antwerpen, og især Michael Th. Larsen og undertegnede var store syndere, når vi kun sendte duer på sektionen. Det ville vi også blive straffet for. Det er vi imidlertid vant til. Sidste gang, vi blev straffet, så var det, fordi vore duer tog alt for mange præmier. Jeg tror imidlertid ikke på, at det er det pågældende HB – medlem, der selv har fundet på den svada. Jeg har ofte fortalt, at jeg ikke ønsker at flyve Antwerpen, og sådan forbliver det fremover. Jeg kan også føje Osnabrück til.
Vi har kun 15 duer tilbage at flyve med, så jeg skal passe lidt på ikke at blive helt udslettet. Jeg er imidlertid ked af, at DdB ser ud til at få et stort underskud på flyvningen. Man kunne jo lægge en afgift på 5 kr. på alle sektionsduerne. Jeg vil nu mere mene, at de, der vil flyve Antwerpen, selv betaler kostprisen. Ja, nogle vil måske mene, at man skal betale en afgift for ikke at sende til denne flyvning. Hvis det er løsningen, skal jeg da gerne sende 300 kr. for at blive fri for at deltage.
Så, nu ikke mere om den flyvning, men jeg vil da gerne nævne dem, der så flot vandt:
Region Syd;
93: Team Erikson 220, endda med 2 duer i front.
94: Meldgaard & Jeppesen, også med to duer.
Region Nord
93: Hans Pedersen 142. Dejligt at se en god gammel høvding som vinder fra Antwerpen.
94: Niels Tonnisen 019.
Region Øst:
93: Brdr. Bibovic 038.
94: Lisbeth & Kim 242.
Det var vist nok en meget svær flyvning fra Sverige i øst.
Trods alle genvordighederne skal lyde:
Kæmpe stort tillykke til alle vinderne, også dem i sektionerne.
Vi var i Viuf, som før nævnt, kun med på sektionsflyvningerne. De var fra Altona. Begge flyvninger blev vundet af Michael Th. Larsen, noget sensationelt, for Aabenraa plejer at tage det hele. Ungeflyvning gik også til Kolding ved Michael Hansen med en hel stribe. I Viuf haven fik vi også en god oplevelse. Vores søskendepar efter 1100/2409 var denne gang med i sektionen, og fløj endnu engang med i top. I næste uge skal de med på sportsflyvningen fra Minden. Ja, ja, vi påregner også at sende én til morgenslippet fra Karlsruhe.
HJ.