Heldigt søndagsvejr.

Vejret umuliggjorde slip af DdB-duer lørdag i Minden og Lüneburg. Søndag var imidlertid med fint flyvevejr. I Tyskland med en pæn sydvestlig vind, men i Jylland i en kraftig vestlig, måske med et strejf nordvestlig vind.

Det gav resultatlister, som vi kender så godt, og duerne kom vel hjem alle. Det havde vi brug for. Region Øst fik gode flyvninger fra Minden og også med de største hastigheder. Vi havde sportsflyvninger og åbne flyvninger fra samme station og under samme vindforhold. Mens de åbne flyvninger havde resultatlister helt i takt med vindfløjen, hvor duerne nærmest væltede hjem i bunker til sektionernes østlige slag, så var der helt anderledes spredning på sportsflyvningerne, hvor hvert medlem kun må stille med 4 duer. Disse sportsflyvninger bliver ikke i samme grad præget af de store mængder duer fra det man med et fyord kalder ”smørhullerne”. Derfor er de langt mere interessante at følge. Det er mere regulære flyvninger. Vinderne af sportsmesterskaberne burde i mine øjne også have dobbelt så stor ære og præmie, end vinderne af de åbne mesterskaber.

Jeg kender temmelig godt til forholdene i Region Syd, så derfor kan jeg tillade mig at tolke noget mere på resultaterne i denne Region. Lad mig starte med sportsflyvningen fra Minden i Region Syd. Regionsvinderen ligger ikke uventet i min egen sektion 32, nemlig ved HC. Lind i Nybøl med 1392 mpm. Han vinder også i overlegen stil den svære sektionsflyvning fra Trittau om lørdagen, hvor duerne havde en meget dynamisk nordvest vind lige i hovedet. Så stor weekend for HC.

I 31 går sejren til Hans Chr. Pedersen i 209, Nordvestfyn med 1366 mpm. – I 33 en suveræn vinder hos Bente & Steen i Vejle og i 34 Flemming Friis i Århus. I sektion 41 finder vi nogle rigtig dejlige topresultater, ikke mindst hos vinderen Poul E. Juhl i Toftlund. Han hører slet ikke til vindfløjen i sektionen, så et super flot resultat. På sektionens 5 og 6. plads følger to duer fra Egon Jensen, som nåede at afsende dem torsdag inden sin død fredag. Han ligger bestemt heller ikke i vindfløjen, så også her et flot og dedikerende resultat.  I 42 vandt Leif Christiansen i Esbjerg.

I nord lander Regionsvinderen i Ikast hos Peder Skjærbæk på både sportsflyvning og åben. En super flot præstation, som nok også skal belønnes med ”UGENS ROSE”, men også Lauge Bak i 066 er sektionsvinder på begge flyvninger. Det er tydeligt, at Region Nord har sine hurtigste duer i en stribe op midt i Jylland. Det skyldes sikkert den imaginære afstand fra den forholdsvise østlige station, Lüneburg. Det er lige modsat fra Minden i region Syd. På den åbne flyvning i Syd finder vi regionsvinderen i sektion 32 hos Heine Plath på Broager, endda med to duer. I 31 hos Th. og Poul Petersen i Svendborg med 4 duer. I 33 hos Thorkild Andersen, Horsens med to duer. Èn af de sjældne gange, hvor Horsens får skovlen under Vejle. Nu håber jeg ikke, at alle flyvningerne fremover skal flyttes ud mod sydvest i Tyskland. Sektion 34 har sin vinder i Århus ved Per W. Berg. I 41 sker en sensation, idet Per Thomsen i Lunderskov må afstå førstepladsen for første gang i år til Tinglev ved Helmut Lorentzen. Per bliver dog nr. 3, så skaden er nok ikke så stor. I 41 er der en forventet sejr til Bent Th. Petersen i 027.

I Viuf havde vi en blandet weekend. Sektionsflyvningen fra Trittau om lørdagen blev en rigtig herreflyvning med en meget barsk nordvestlig vind i hovedet på duerne. Her blev fårene virkelig skilt fra bukkene. Desværre sad vi i haven og blev lidt fåret i udtrykket. Der var ikke nogen af vores ét-års som formåede at flyve i front. Det var en skuffelse. Vores bedste var imidlertid en ren De Rauw-Sablon, og det var rart nok. Da duerne først var løsladt kl. 15, var det også en kamp for dem at nå hjem inden mørkets frembrud, og det var egentlig fascinerende at overvære. Vi havde 12 med og ni af dem nåede det. De sidste kom søndag morgen. Ingen tvivl om, at duerne lærte mere om lørdagen end dem, der fløj søndag. Vi havde seks med om søndagen, og de gjorde det fint. Dejligt, at nogle èt-års hanner fik vist talentet.

Duerne har haft en god oplevelse denne weekend, og nu er de nok virkelig klar til at tørne ud igen i næste weekend.

HJ.