Høgen i haven.

Vores unger er ude hver morgen fra kl. 7. De flyver gerne en lille times tid, hvor de ikke er at se og fløjtes ind så snart de lander.

I går onsdag var de meget nervøse. De fløj ikke sammen i flok, men kom hjem 2-3 stykker ad gangen og var lidt bange for at gå ind. De sorte fugle holder i øjeblikket meget til på nabomarken, og jeg troede, at det var dem, der havde skræmt dem. I dag var ungerne atter ude, og det gik ganske normalt. De kom hjem i samlet flok. Nogle landede på taget, andre direkte ned i sputnikken og gik ind. Pludselig blev de igen skræmt meget og stak af, vel nok omkring 10 stk., som endnu ikke var kommet ind på slaget. Èn fløj direkte mod køkkendørens vindue, hvor jeg heldigvis stod, så den drejede af og havnede forskræmt på et havebord lige ved siden af. Den var totalt paniks, og blev der et par minutter, før den fløj over på slagets tag. Næppe helt landet der, før den igen stak af for fulde gardiner, og i samme øjeblik kom én af de andre unger med høgen lige i halen. Den drønede ned mellem hækken og en busk, og der gik høgen ikke med, men den havde også set mig, som var på vej over græsplænen i sutsko. Jeg fik hevet ungen op. Den sad inde under busken. Det var en dejlig bb. hununge med guldring. Den havde gjort det ganske udmærket på de tre kapflyvninger, som den havde deltaget i. I farten syntes jeg, at uhyret mest lignede en tårnfalk og ikke spurvehøgen, som det normalt er. Der er tårnfalke ud over marken hele året, og dem er duerne ikke bange for. Det er dem, der står helt stille, svirrende med vingerne i luften i jagten på mus, som er dens hovedføde. – Det har nok været vores evige fjende.

De ti i luften holdt sig på behørig afstand i snart to timer, før de nærmede sig slaget og gik ned, meget hurtigt og ind. Det har sikkert været det samme i går.  Der havde jeg talt ungerne til 19, og de var der også i dag, men da jeg gik dem nøjere igennem, så manglede en super hanunge, redemakker til den angrebne unge fra i dag og også med guldring. Den har givet været byttet i går, så nu kommer de ikke ud mere i denne sæson. Jeg skal nok selv frasortere dem, som jeg ikke skal bruge. I foråret mistede jeg tre hanner til høgen, og det har været bøvlet i flyvesæsonen.

Jeg er ellers begyndt at træne en flok sommerungerunger på ti stk. Unger som er tillagt på mine nyindkøbte avlsduer sidste vinter, hovedsagelig Flor Engels. De var blevet bestilt af en nordmand og skulle afhentes i forbindelse med finalen i Dapirace. De kommer fint, og jeg vil blive ved med at træne dem, for der er nogle ganske fremragende imellem, som godt kunne få en plads i flyveslaget. Jeg vil træne dem ud til 80 km. De bor ikke sammen med de andre unger, men i mit gamle flyveslag til enkehunner.

Så er der kommet gang i auktionen over ungerne fra Dapirace – på M&C. De 50 første er under hammeren fra i dag. Det var en meget hård finale, og ingen af ungerne blev trukket hjem. Kun ved hjælp af egne evner og vilje kom de hjem, og da man også må gå ud fra, at ungerne er efter de bedste par på de forskellige slag, så er der et godt køb at gøre.

Der er mange hollænder og nordmænd blandt de første 50. Det var også hollænder, der dominerede i den hårde finale på Tenerife.

Godt at vi skal besøge en del topslag i Holland på vores tur med MVL-bussen her sidst i september. Det bliver spændende.

HJ.