Huller i dynen.
Med dynen mener jeg det vejr, som vi bl.a. har i dag og ofte omkring Sct. Hans. Når endelig den dejlige varme indfinder sig, så slæber den også dette meget ustadige og til tider ulækre vejr med sig. Jeg føler mig omklamret. Vi mangler vind og bevægelse i luften i øjeblikket.
Jeg har været på kig hos Wetter Online for om en mulig sprække eller hul i vejret kunne antydes til lørdag, og som det ser ud til i dag, så skulle der være gode muligheder i det tyske lørdag formiddag. Sydvestlig vind med én efter tyske forhold ganske pæn styrke, skulle kunne give gode flyvebetingelser. Temperaturerne er også for nedadgående, og det kan godt være opløftende for duerne.
Når man sidder i dagens vejr og skal sætte duerne på skemaet til lørdag, kan jeg godt forstå betænkelighederne. Vi er i forvejen ret hårdt ramt i de sydlige sektioner, men vi vil sikkert også begå en fejl, hvis ikke vi sender de duer, som er i orden. De bliver slet ikke mere i orden af at blive gemt til næste lørdag.
Hvad end, man vælger at gøre, så håber jeg på en god weekend, nok særligt i de sydlige haver.
HJ.