Hvad betød fredagsvarmen for duerne?
Langflyvningen fra Göttingen i Region Nord og Syd forløb fremragende. Hurtigste due af alle landede hos Meldgaard & Jeppesen i Aabenraa med 1348 mpm, mens duerne til det allernordligste holdt næsten 1300 mpm. Duerne kom pænt tæt. Det var en fremragende flyvning. Hvad gik der så af flyvningerne fra Henstedt til både Region Øst og Nord. Det virkede som om en jetstrøm bar nogle enkelte duer hjem til begge regioner med over 1800 mpm, mens langt de fleste duer lignede nogen, der havde været i kontakt med centrifugalkraften.
Det var en lørdag, hvor sporten udfoldede sig på en både mærkværdig, men også forunderlig måde. Måske for første gang i brevduehistorien fik vi mestre med maksimumpoint. Peter Andersen vandt således langflyvermesterskabet åbent i sektion 34 med maks. Point. Per Thomsen i sektion 41 vandt det åbne mellemdistancemesterskab med maks. Han kan simpelt hen tage på ferie og glemme alt om at flyve den sidste station. I lørdags havde han således de 5 første i sektionen fra Soltau. Han har simpelt hen fløjet så suverænt på den åbne mellemdistance, at jeg med ydmyghed og stor anerkendelse overrækker ham ”Ugens Rose” – Det er andet år i træk, at han vinder dette mesterskab i sektionen, og det bliver også andet år i træk, at han vinder Regionsmesterskabet. Det er stort.
Det var også lørdagen, hvor min forening 227 i Kolding kunne glæde sig over vort stortalent, Kaj Jeppesen. Foreningen havde afsendt to unger til Soltauflyvningen, og det var Kajs. De landede sammen som suveræne gruppevindere, sådan. Gad vide, hvor længe, vi får lov til at beholde ham, han bliver nok snart solgt til udlandet.
De øvrige vindere fra Göttingen i vores region var som følger: sektion 31 Mich. Andersen Odense, i 33 Johs. Markussen, Vejle, i 34 Peter Andersen, i 41 Lars F. Hansen og i 42 Bent Th. Pedersen.
I Region Nord var Brian Dalsgaard, Viborg hurtigst med 1298 mpm.
Mellemdistancen fra Soltau i Region Syd var ren guf for slagene på Als, og bedst af dem John Korsholm. I sektion 31 var det K J: Philipsen i Odense, i 33 selveste Landsformanden, Erik Dybdahl. Det var faktisk meget stærkt, for han er ét af de vestligste slag i den sektion. I 34 var det atter Torben Mortensen. I 42 igen Bent Th. Pedersen.
I Region Nord var det to duer fra Jensen & Brakstedt i Frederikshavn med 1828 mpm.
I Viuf havde vi sat alle vores ét-års til start. Det klarede de virkeligt flot og fraregner vi de 15 hurtigste nede i det sydøstlige hjørne, som vi på en sådan dag er helt chanceløse imod, ja, så havde vi den eller de hurtigste. Vores duer funklede, men det gjorde vores teknik ikke. Den første ind ad hullet blev ganske enkelt ikke registreret. Det var første gang i år, at det skete. Dernæst nægtede vores telefon at indberette. Det fik vi dog ordnet ved at slette alt i telefonen og starte forfra med at lade systemet indberette alt (Trykke på 0). Så gik det stærkt. De kom pænt efter hinanden, så selv om nogle var fløjet lidt for langt, så var det en lærerig flyvning for dem. De kan desværre ikke alle være med igen i næste uge, for opholdet i kurven og måske ikke mindst varmen havde sat gang i fældning af dækfjer hos flere af dem.
I formiddags var Tommy og jeg til åbent hus hos DAPIRACE i Aabenraa. Det var skønt at opleve ungernes hotspot flyvning fra Neumünster. Der var 817 til start. De første brugte lidt under 1½ time for de 110 km.
Der var kun 25 med i den første flok, og de nåede stort set at komme ind, før flere og lidt større flokke ankom. Der kom mange det første kvarter, og indgangen var denne gang i orden. Poul Mc. Burnie har fint styr på dem nu. – Vinder af de 2000 kr. blev Anders og Laila Pedersen, Aalborg.
Nu er de første mestre i DdB på plads, så dem vil jeg omtale lidt i løbet af ugen.
HJ.