“Juleaften”

Så stråler det. Fodboldfolket starter med åbningskampen i aften. Det kan ikke blive større. Brevduefolket åbner langflyversæsonen med at indlevere i aften. Det er også stort. Godt, det ikke falder sammen.

I mine unge dage skete det ofte, at jeg spillede en fodboldkamp samtidig med at duerne var på vingerne. Det var svært helt at koncentrere sig på banen, hvis en flok duer kom strygende hen over banen. Nu må jeg jo nøjes med fodbold på skærmen, og det kommer ikke denne gang til at støde sammen med duernes hjemkomst.

Lige i øjeblikket ser det dog ikke ud til, at lørdag vejrmæssigt er den bedste dag i det tyske. Temperaturen har dog aftaget en del, og så er der ikke så store chancer for voldsomme fronter. Lidt regn ser der ud til at komme, men prognoserne skifter hurtigt i øjeblikket, og måske følger heldet os endnu engang, så vi får superfint flyvevejr på lørdag. Et er dog rimeligt sikkert, vi får nordlige vinde, dog uden den voldsomme styrke.

Vi deltager ikke på overnatningen, men sender 4 duer på endags langflyvningen fra Limburg. På mellemdistanceflyvningen fra Hannover sender vi relativt mange. De ét-års skal ud og mærke de lidt større slip. En skam dog, at der ikke er brede slip på Hannover.

Vi startede med at træne ungerne i går, og nu kører vi hver dag med undtagelse af lørdag. De to første gange på 4 og 8 km. gik fint. I morgen må de nuppe 11 km. Vi fanger dem om aftenen, og de overnatter således i kurvene her i starten. Vi er nede på 25 unger, ganske flot, men de er stadig udsat får hård sortering. De skal naturligvis komme hjem hver gang, men de skal også opføre sig på en måde, så det er til at samarbejde med dem. Det kan måske nok blive lidt dyrt for et par af dem.

I mit kig på resultaterne fra i lørdags har jeg fundet nogle meget flotte resultater i sektion 63, hvor Citta & Konrad fra 182 ”Nibe” vinder begge DdB flyvningerne og desuden sektionsflyvningen fra Vamdrup. Det er virkeligt super og derfor et stort tillykke til Jer.

Få nu duerne på vingerne.

HJ.