Lidt klar igen.
Jeg har ikke skrevet noget her i lang tid. Jeg har imidlertid fået gigt i nakken, og det gør vildt ondt at skrive her ret lang tid af gangen.
Jeg har naturligvis været ved læge og fået anvist en behandler, som har arbejdet rigtig meget med musklerne i min nakke, og det har hjulpet.
Der har jo sædvanen tro været stor lukkethed omkring bl.a. det HB møde, som blev afholdt for næsten fire uger siden. Ikke engang på hjemmesiden er der fremkommet noget. Tja. Jeg bliver bare ved med at være stærkt forundret over det.
I sommer var mine hanner en total fiasko, og ungerne fløj næsten alle væk fra slaget. Heldigvis gjorde hunnerne det rigtig godt, så min flyvesæson blev reddet i land. Det blev til 2 gange sektionsvinder med to forskellige hunner. De fleste af disse hunner kan fortsætte til næste år, men jeg har været nødt til at tage de to hanner, fra mit lille avlsrum ind i flyveslaget. De er stillet, og kan derfor holde på en hun, og de fleste af de unger, der kom tilbage efter uheldet i foråret, er hanner, så jeg kan komme op på 14-15 par flyveduer
Min bedste kapflyver og avler i mange år: 227-13-1201, indavlet 255-hun, er nu stoppet. Hun har fløjet med følgende topresultater: 2015 1. es. Due i sektionen. 2016 2. es. due i DdB og i 2017 1. es. due i sektionen. Blandt hendes unger har der hvert år været en sektionsvinder, og også en 1. es. due vinder. – Jeg har ikke selv en han, der kan matche hende i avlen, så derfor er hun sendt ned til avlsslaget hos Dino og Henrik Meldgaard.
Nu nærmer vi os højtiden, og jeg vil slutte med at ønske Jer alle en glædelig jul.
HJ.