Lidt svær tid i Viuf.

Flere har sikkert undret sig over, at jeg ikke har været inde og skrive lidt om sidste weekend. Vi har imidlertid haft ret store helbredsmæssige udfordringer i denne uge. Jeg har nærmest haft det som om jeg var på ferie på en fiskekutter i oprørt hav. Muligvis er det min godartede svulst, der ligger og presser på hypofysen og sender mig ud i til tider voldsom svimmelhed. Lægerne kigger på det i øjeblikket, men ubehageligt er det. Hvad værre er, at Bodil i går havde uheld til at brække set ene håndled. Hun har ellers næsten selv passet duerne, så det kan godt blive lidt svært med flyvningerne den kommende tid.

Det gik ellers fint igen i lørdags fra Garlstorf på den korte mellemdistance. Vinden var ikke lige til vores duer, men vi fik to Bulck duer først, som nr. 22 og 23 i sektionen. Det var igen den rødbåndede han “Bulck 2402” som bedst og så en hun. De kom imidlertid tæt efter hinanden, og sektionens hurtigste duer faldt denne gang i Kolding med Michael Th. fuldstændig suveræn endnu engang. Han havde 10 blandt de 12 første og igen med “Bulck ægget” på vinderplads sammen med nr. 2 hos ham. Både Michael Hansen og Holger Wittke havde held til at “nakke” os , så det var en stor dag for vores område.

Nu ser det ud til, at vi skal have noget mere varme på flyvningerne. Med tanker på Münster må man krydse fingre for, at vinden holder sig fra det østlige hjørne. Det ser det ud til lige nu, så mon ikke vi får nogle fornuftige flyvninger.

Held til jer alle.

HJ.