Næsten overnatningsflyvning i Sydafrika.
Jeg var med ved computeren fra sidst på formiddagen i går. Med videokameraer var hele slaget og omgivelserne så flot dækket, at det var en fornøjelse at følge med. Filmen fra løsladelsen kl. 6 var nærmest smuk. Den kan man nå at se endnu, hvis man ikke var med i går.
Jeg følte det på samme måde, som når vi selv flyver langflyvning om sommeren. En intens spænding. Det var helt sjovt at følge slagpasserne, næsten klædt i gult. Gående stille og roligt, spændt spejdende mod himmelen, afbrudt af en pause på en lille stol ved slaget eller et smut ind i slaget for at forsikre sig. Nøjagtig som jeg selv færdes, når jeg spændt venter. Det varede længe før de rejste sig med et spjæt, men også kameraerne var på plads, da de to første duer dukkede op og landede efter 9 timer og 4 minutters flyvning.
Der blev summet ind på de to duer, og det skabte enorm spænding. De var landet tæt ved siden af hinanden, begge blåbåndede hanner, så vidt jeg kunne vurdere. Hvem af dem ville gå ind først, der var 400.000 at tabe, hvis man kom sidst. Det varede dog ikke længe, før den ene rørte på sig og gik ind. Den anden fulgte dog lige efter. Det blev tysk sejr til 1 mill. Kr. Den anden var fra Kuwait.
Så gik der langt over en time, før endnu én landede. Det var en meget flot blåtavlet han, som virkede meget frisk og gik hurtigt ind. Det viste sig dog i resultatlisten, at denne due ikke var aktiveret. Dvs. den har været reserve due for ejeren i Australien, og han har åbenbart ikke troet på den og fået betalt for den inden finalen. Den var da også kommet meget dårligt hver gang op til finalen, men den var der. En halv million tabt på gulvet for australieren, men sikke en flot han, som må blive meget dyr på auktionen efterfølgende.
De mange penge gik så til nr. 4, en bb. hun, som kom ca. 10 min senere. Den lignede meget vores due dernede, men ak! Det skulle ikke være denne gang. Vores mangler endnu.
Jeg kunne imidlertid ikke blive ved med at følge slagets gang, familien ventede. Der kom dog kun 16 duer hjem på dagen, så det blev faktisk en overnatter. I morges begyndte de så at komme. Den første skandinaver var dansk. Helle & Jens o76 med en due ind som nr. 74. Så fulgte Niels Arne fra Norge som nr. 197, derefter et svensk team ind som nr. 215 og endelig Henrik Meldgaard ind som nr. 242. Flere skandinaver nåede der ikke i præmierne, som sluttede ved 300 kl. ca. 11.
Senere er der kommet flere hjem og der kommer stadig nogen.
Det var en spændende, men meget hård finale i år. Tillykke til præmietagerne.
HJ.