Nat og dag.

Overskriften siger alt om det vejr vi får tilbudt til vore kapflyvninger i morgen lørdag.

De fleste kan vel huske, at vi hele ugen er blevet lovet mere eller mindre umuligt vejr til lørdag med varme, torden, regn og lummerhed. Nu loves der supervejr til lørdag og held for det. Det er imidlertid kun i Danmark. Fra Sydtyskland kommer det forventede ulækre vejr langsomt op mod Danmark, men det er altså først sidst på dagen i morgen og søndag. Så alle, der i morgen skal flyve fra danske destinationer skulle ikke komme i problemer.

Noget anderledes ser det ud for de sektioner, som har slipsteder i det nordtyske. Ifølge prognoserne, så kan vi nå at slippe, inden uvejret når helt op i det nordtyske, men det betinges så også af, at der ikke er diset og snusket omkring kl. 6-7 i morgen tidlig.

Jeg har selv ansvaret for to slip i Trittau og sammen med Villy Petersen, som har ansvaret for sektion 41 og 42 også i Trittau, vil vi følge vejrudviklingen tæt.

Jeg har ventet længe med at skrive dette blot for at få de sidste meldinger med. Der kan selvfølgelig ske en del med udsigterne her sidst på dagen, men prøv selv at følge med på Wetteronline, og lad være med at hælde til TV2 vejret.

Vi får ofte sådan noget plumret vejr, når varmen og østenvinden indfinder sig. Det er selvfølge rart for alle de, der mener, at træninger osv. først kan startes op når skov og buske begynder at lyse.

HJ.