Online auktion nærmer sig.

Jeg har ikke været så flittig her på siden på det sidste. Min flid er anvendt på det materiale, som skal være i orden til en online auktion. Stamtavlerne skal være optimale med masser af oplysninger om duerne, og selv små fejloplysninger bør undgås. Jeg sætter en ære i, at det er i orden, og jeg vil gøre alt for at orientere så godt, som det er mig muligt. Da min koncentration ikke rækker til mere end 2-3 timer om dagen, ja, så går tiden jo lystigt ved computeren. Bodil passer duerne, og de er virkelig ved at være fine. Online auktionen starter på M&C d. 30 okt.

Jeg har dog haft tid til at læse ref. fra bl.a. HBs bestyrelsesmøde samt lytte til de rygter og udsagn, som altid flyver rundt i æteren forud for diverse repræsentantskabsmøder. Jeg skal jo ikke være med mere, men min interesse for sportens udvikling er der stadig. Jeg har utallige gange her på min hjemmeside givet udtryk for konkurrenceforholdenes betydning for sportens udvikling. Den holdning har jeg stadig. Forsøg med resultatområder i sektion 32 og 33 på sektionsflyvningerne har vist, at det kan være en farbar vej i fremtiden. Det ligger i øjeblikket klart, at DdB i fremtiden ikke skal tage sig af den korte mellemdistance. Desværre har man en vedtagelse om, at kapflyvningsplanen skal gælde for to år, så man er bundet til noget bras endnu et år. Derfor vil jeg foreslå, at man får noget brugbart ud af det næste år på det område. I stedet for opgørelse i sektioner kan man opgøre den korte mellemdistance i beregningsområder. Det er måske lidt svært at overskue i region nord og øst, men vi kan det i region syd. Glem alt om sektionsopgørelser og dermed også mesterskaber til fordel for nogle spændende og mere relevante konkurrencer i beregningsområderne. Sektionernes opgave kunne være at skaffe nogle sjove og anderledes præmier til deres beregningsområder. Mellem linjerne i ref. fra HB kan man læse, at HB helst stiller sig lyttende til disse tanker, men nu har baglandet forsøgt at vise noget frem i flere år, så tiden er vel også inde til, at HB vil arbejde aktivt med på idéerne. Lige nu kunne man da godt være med i et forsøgs år f. eks. i region syd. Hvis vi skal have noget ud af et sådan forsøgs år, så kræver det nok, at der bliver beregnet resultater i områderne, og det er HBs opgave.

Sektionsgrænser vil man ikke røre ved, men det er heller ikke nødvendigt, hvis det viser sig at forsøget også i årene fremover vil kunne anvendes på den lange mellemdistance. Sektionsklubbernes opgave fremover vil stadig være den samme, nemlig at arrangere forberedende flyvninger til DdBs program, og fra 2025 at overtage den korte mellemdistance igen.

For mig at se, så er det bidende nødvendigt, at nogen vil tage hånd om udviklingen i region syd. Konkurrenceånden er efterhånden så betændt, at den kan give unødvendig tab af medlemmer. De korte afstande i sektionerne er stærkt dominerende på mellemdistanceflyvningerne. Det har de godt nok været i mange år, men jeg vil også anerkende, at meget dygtige og flittige kammerater har kunnet udnytte det til deres fordel. Det har jeg stor respekt for, men der er mange, der ikke synes det er sjovt, og det koster medlemmer. Det er ikke sådan, at jeg mener, nogen skal have noget foræret, men det gavner, hvis man kan se sit navn i resultatlistens gode ende nogle gange i sæsonens løb.

Fremtidens brevduesport afhænger af, hvad der sker i nutiden, så kom bare i gang.

HJ.