Osnabrück, bedre end i mange år.

En temmelig stærk vind fra nord vest gav duerne noget at arbejde med. Fra Osnabrück var der ikke så meget vind imod, men nærmere sidevind. Det blev generelt stort guf for slagene i den østlige side af sektionerne. Ud over vinden havde de også gavn af en fordelagtig afstand.

Hellere det end en østlig vind med varme, som gør det næsten umuligt for duerne at klare en flyvning fra Osnabrück.

I vores sektion var der flotte sejre til Klaus Nissen 240 med to duer på sportsflyvningen fra Osnabrück. De var desuden suveræne regionsvindere. Superflot Klaus! På den åbne gik sejren til Chris Christensen på Sydals, og stort tillykke til dig Chris. På den flyvning blev nr. to Preben Nielsen i vores forening. Det var en meget flot præstation, tillykke med det, Preben. Arne Kjergaard i vores forening klarede sig meget flot fra Baden Baden, hvor han blev nr. 6 i landet, også stort tillykke til dig, Arne. Foreningens store favorit, Kaj Jeppesens ”Boeing 747” nåede ikke i top denne gang, men var dog hjemme på dagen.

Vinder af Landsflyvningen blev én af entusiasterne, Ivan Hansen, Sønderborg. Endda ganske overlegent, Stort tillykke til dig, Ivan.

Ugens helt store præstation fandt jeg dog hos Johs. Markussen, som var helt i top på samtlige flyvninger. Sidste due hjemme kl. 12.18. Du skal helt klart have ugens ”Rose”. Desværre går den så til din sygeseng på hospitalet i Kolding. Dine duer må være fremragende og i en fantastisk kondition. Jeg ønsker for dig, at du hurtigt bliver rask og kan vende hjem til dem.

Det var også en ganske god dag for os i Viuf. Vi deltog ikke i Osnabrück åben, men havde 4 duer med på sport. En ét års hun gjorde det ganske godt og blev nr. 12 i sektionen. Fra Garlstorf i sektionen 264 km. i næsten modvind skete det, der ofte sker, at vores duer taber voldsomt i fart op fra de sydligste duer i sektionen. Jeg har fra 60 til 80 km ned til disse slag. Vi havde de tre første i byen på den åbne, men blev først 20,21 og 22 i sektionen. På sporten havde Arne Kjergaard den hurtigste i Kolding, men blev først nr. 15 i sektionen. Vi blev 21,24 og 25 i sektionen.

Med en lidt anden vind næste lørdag, får vi forhåbentlig en mere rimelig chance.

Til sidst en lille påmindelse til Michael Th. Larsen. Når man sender sine to topduer til Osnabrück, så er der altid en mulighed for at miste dem.

HJ.