Østenvind og varme.
Det fejler næsten aldrig. Den konstellation er så lumsk, så det kræver meget held for løsladerne at dække sig ind mod de udfordringer, som disse vejrforhold bibringer.
Jeg skrev på hjemmesiden i fredags, at det kunne blive meget svært for i sær slip fra Tyskland. Det holdt stik, men at også slip i Jylland gav problemer, kom lidt bag på mig. Mindre, men voldsomme tordenudladninger har det med at flytte sig, og de er til tider nærmest ikke til at forudsige, men de kan give store problemer for duernes orienteringsmuligheder.
Vi skulle jo have sluppet i Trittau ligesom sektion 41 og 42. Sammen med deres løsladere blev jeg dog klar over allerede sent fredag aften, at det var umuligt, så jeg gav vores vognmand besked på at overnatte i Kiel i håb om, at det tyske uvejr ikke vil nå derop før vi havde sluppet duer lørdag morgen. Det var spændende at følge med på satellitter, men det lykkedes, og vi fik to gode flyvninger ved at slippe mellem kl. 6 og 7. 41 og 42 valgte at flytte til Lübeck, og det gik vist også fornuftigt. Sektion 33 slap i Altona, og det gav vist nok en særdeles vanskelig flyvning. Sektion 31 valgte også at flytte til Kiel, og så vidt jeg kan se på resultatlisten, så gik det også helt pænt for dem
Men oh! Hvor er det svært og krævende at være løslader en sådan weekend, ja, man sad jo nærmest og faldt i søvn, da man havde indtaget de første sild og snaps til pinsefrokosten. Lad os håbe, at det var første og sidste gang i år.
Jeg har været lidt rundt i resultaterne og for Region Syd kender jeg lidt mere til betingelserne og i nogle af sektionerne i dette område, har jeg fundet flotte præstationer. I sektion 33 lykkedes det for én af mine gamle foreningskammerater at score et rigtig flot resultat på deres meget vanskelige flyvning fra Altona. Det er køkkenchefen i 055, Herluf Jørgensen, hvis ostemadder jeg har nydt mange af, der bliver 1-8-12 og 13 i sektionen. Herluf har kun et mindre slag, så alene af den grund må man bøje sig for sådan en præstation. Det er dog også værd at bemærke, at ét af sportens store navne, Andreas Andresen vinder begge flyvninger i sektion 41. Han har ellers haft det lidt svært de senere år, så flot come back.
På grund af den forventelige vejrtype, havde vi her i Viuf kun vores hunner med, og de gjorde det meget tilfredsstillende. Specielt vore 4 hunner på sportsflyvningen gjorde det til ug, som man sagde i gamle dage. De blev de fire første i foreningen og de tre af dem første i beregningsområdet. Ellers var det igen Meldgaard & Jeppesen, der dominerede totalt. Håber, deres sæson ender op i noget stort.
HJ.