Prøveparringer afsluttet.

Efter sidste indlæg her på siden har flere spurgt til, hvordan man kommer ind til tidligere artikler. Dertil kan jeg svare, at trykker man på ARKIV på forsiden, så vil man komme ind til rigtig mange artikler om topslag, vi har besøgt med MVL – bussen helt tilbage til 2008.

Der er rigtig mange, og til tider bladrer og læser jeg selv en del af dem. Her til morgen “faldt” jeg over en artikel om Astrid & Aad Van Berkel, Rotterdam, Holland. Èt i Danmark kendt mellemdistanceslag med store resultater i Holland. Vi var der i 2017, og jeg var dengang meget begejstret for at høre om deres måde at bygge op til en sæson.

I flyveslaget arbejdede de med  20 par på total system. På det tidspunkt, vi var der, var der 26 hanner installeret. Aad fortalte, at han resten af året ville have øje på dem hver eneste dag, for som han udtrykte det: En han, som stille og roligt sidder og kikker på én, når man passerer forbi, går man aldrig fejl af.

Det var noget jeg kunne lide at høre, for det ligger tæt op af mine egne holdninger til udvælgelse af duerne til den kommende sæson. Mine blikke på duernes udvikling starter allerede fra deres ophold i redeskålen. Her kan man nemlig spotte bl.a. “skræmselsgenet” hos en due. Hvert år oplever jeg unger, som forsøger at flygte fra redeskålen inden de er blevet 10 dage gammel. Hos mig bliver de så heller ikke ældre, men det irriterer mig alligevel, for de har jo arvet genet. Efter disse principper holder jeg øje med hele min bestand resten af året, og skulle nogle af ungerne udvikle frygt for at se mig, så fjernes de.

Til tider oplever man flere grænsetilfælde, og man kommer nok også til at aflive én eller to for meget, men det får man jo ikke kendskab til, og de udvalgte er duer, som kan være på slaget efter mine præmisser og ikke omvendt. Jeg kræver ikke, at de skal gå rundt og pille mig i buksebenet, når jeg er på slaget, men jeg ser gerne, at de kunne læres til det.

Vi er ved at nærme os den alvorlige opstart af den nye sæson, så derfor har jeg brugt en del tid på at prøveparre duerne. Vores flyveslag er indrettet med 2 x 9 reder, nej 2×12 reder, men de nederste reder åbnes ikke. Efter vores duers fremragende præstationer i sommer, er der ikke blevet plads til mere end 6 nye hanner i slagene. én rede bliver ikke åbnet, så vi får 17 par at gøre godt med på det totale system. Det skyldes udelukkende vores sponser han “191”, som slet ikke kan tåle, at en anden han opholder sig i den pågældende rede. I tre år har jeg forsøgt at gøre ham tålerent overfor den rede, men det er ikke lykkedes, så jeg har opgivet at få en ny ind i år.

Her billede fra det ene af flyveslagene. Jeg arbejder med prøveparringer for at gøre selve dagen for parringerne så let og smertefri, som muligt. Det er imidlertid også rart at opleve de nye hanners reaktion med en dame i reden. Jeg har velkvalificerede hanunger gående som reserver, hvis én skulle reagere forkert. I år måtte jeg lave ét skifte.

Avlsduerne er også blevet prøveparret, og her har det også været nødvendigt med opdatering af mine planer. Vejret kommer til at afgøre datoen for den vedblivende parring, men jeg satser på en dato omkring 1. feb.

HJ.