Raf Herbots.

Raf er en del af den store familie Herbots. Han arbejder dog mere selvstændigt, som dyrlæge. Han bor også nogle km. fra de andre. Han har et mindre slag, hvor han har specialiseret sig med ungeflyvninger.

Slaget ligger på en mindre skrænt i haven – højt altså, og det er vel ikke fejl, hvis man kun flyver med unger, hvor landing og indgang er en  vigtig sag. Han fortalte flot om hvordan man praktiserer ungeflyvning helt hen i efteråret. Mørkelægning er et most samt præcision i arbejdet. Det hele sker efter klokken hver dag. Hvis de skal ud kl. 6 den ene dag, så skal de det også de næste dage. Læg mærke til voliererne, samme slags, som benyttes på Dapirace i Aabenraa. Ungerne bliver naturligvis testet for sundheden hele tiden, og de duer, vi fik lov at se var da også i super orden. Han skulle have dem med på kapflyvning næste dag

Ungerne selvtræner hver dag, og unger, der virkelig er i form har altid lyst til at komme ud og flyve. Skulle det knibe, ja, så havde han et belgisk flag klar. Raf flyver sammen med sine børn – og i deres navne – Kobe og Kato. De hører til i den absolutte top i de belgiske ungeflyvninger. Specielt sønnen Kobe har vist fingerspidsfornemmelse for duerne. Desuden har han hjælp af en ældre brevduemand, Jef Reynaerts.

I starten “lånte” de unger hos venner – nok nogle af de stærkeste, så de kunne starte op med ca. 130 unger. Jeg kan huske et par år tilbage, hvor vi besøgte Bart & Nance Van Oeckel. Her var Raf også til stede og holdt foredrag om sygdomme.Hans produkter, kunne man også der købe. Bart var meget stolt over at have leveret en flok unger til Raf og søn. Disse unger havde nemlig fløjet fantastisk. Vi skal huske på, at Bart på det tidspunkt var ved at bygge et kæmpeslag. Det er også ham, der ejer verdensberømte F- 16. – Ja, sådan får man mere og mere til at passe sammen, når man hvert år er med på MVL – Bussen.

Når Raf var færdig med at flyve ungerne, så gik de tilbage til vennerne, eller de blev solgt på auktion i samarbejde med dem. Sikkert en eftertragtet auktion, hvor de bedste blev solgt.

I de senere år, hvor sønnen Kobe, for alvor trådt ind i arbejdet, har de bygget eget avlsslag, hvor de har 12 par. Duerne her er unger, som har fløjet i top, samt duer fra Yvan linjen på hovedslaget, samt duer fra F – 16 linjen hos Bart Van Oeckels.
Det er så det nye avlsslag. Det var ikke så let at høre med, når man stod hernede, men vi var dog godt hjulpet af Chr. Hansens høje stemme, når han oversatte.

Det var et godt besøg, og sammenlagt må man sige at familien Herbots havde lavet et fremragende besøg for os. Skønt at være med til.

Når vi var færdige med et besøg, havde Tommy altid et par øl til vore værter.

HJ.