Så er auktionen i gang.

Jeg vil, mens auktionen står på, prøve at fortælle lidt om duerne og mine intentioner med dem.

Jeg kan starte med mine indkøb sidste år af 6 duer af afstamning De Rauw-Sablon. Interessen for at vide lidt mere om disse duer startede via læsning på hjemmesiden ”Pipa” i Belgien. Disse duer havde i flere år leveret opsigtsvækkende resultater især på de lange flyvninger på flere slag i Belgien. De var begyndt at stige voldsomt i pris på auktionerne, og jo mere de asiatiske brevduemænd kom ind over, gik det nærmest over i galop. Da der så pludselig udkom en bog over denne stamme duer ”Kingmaker”, så købte jeg den. Det var spændende læsning, hvor man også kunne læse om, hvilke brevduemænd i Belgien, der havde fløjet topresultater hjem på dem.

Et par af topnavnene André Verbesselt samt Freddy & Jacque Vandenheede havde i efteråret, via Pipa og Poul Stærkær, en lille flok unger på auktion i Haderslev. Jeg var der med den hensigt at købe et par, men ville også kun have de to duer, som jeg selv anså for de bedste. Det nåede min pung desværre ikke til. Så vidt jeg husker, så kom de op i 18.000 kr. Jeg ville også købe en super han til vores eget avlses, ”Manilla”. Det lykkedes. En skøn bb. han fra Vandenheede. Det slag er i øvrigt netop blevet Generel Champion of Belgium KBDB 2012. De har nu fløjet fremragende med disse De Rauw-Sablon duer i flere år. Hannen blev i øvrigt aldrig parret med ”Manilla”, men med ”Sportsduen”, med godt resultat.

Jeg kunne godt lide de duer, vi så i Haderslev, så min interesse for dem var stærkt spirende. Pludselig dukkede der en auktion over en lille flok De Rauw-sablonner op i Århus. De kom fra et andet af de topnavne, som jeg havde læst om i bogen, Bengt Haeck. Jeg drog til Århus for at besigtige dem. Stamtavlerne var fremragende og det var duerne også, så jeg kom derfra med to skønne hunner. Lidt senere dukkede der en onlineauktion op på M&C med nogle få duer fra Johan Van Damme, som også havde fløjet fremragende med disse duer. Jeg bød ind på nogle superstamtavler og også kønne duer. De var ét-års og derfor skulle de være lette at sætte i avl med det samme. Hunnen blev meget dyr, hun er også skøn, mens hannen for mig virkede lidt firkantet på billedet. Da jeg fik dem hjem var hannen helt anderledes og en rigtig flyvetype, en skøn han. Jeg opdagede hurtigt, at de havde været parret sammen dernede, så de fik lov til at danne par i avlsslaget, og de har givet en række dejlige unger i år. I februar kom der så en lille flok på online nede fra det franske studeri: ”Moulin Rouge Breeding Stud”. De har også en samling De Rauw-Sablon duer. Der var blandt andet en han meget tæt på én af de mest berømte stamduer, ”Blue Ace” hos Erik Limburg. Bodil ville give mig denne due i fødselsdagsgave. Det blev til historien om ”Guldspir”. Han var simpelt hen så ringe, da jeg fik ham hjem. Han var en meget sen tillagt unge og havde bestemt ikke haft gavn af transporten. Vi besluttede – mest Bodil – at gøre alt for at rette ham op. Jeg har beskrevet det i et par artikler. Dem kan i finde frem her på siden. Han rettede sig dog meget hurtigt og begyndte at fælde. I dag fremstår han som en smuk lille han, og vi har fået en god unge efter ham.

Jeg valgte at parre de fleste af dem med nogle af vores bedste Flor Engelsduer, specielt fordi jeg vidste, at Jos & Jules Engels med meget stor succes har indkrydset disse duer på deres egne. Vi har en del unger på ungeslaget, som til næste år skal vise deres formåen. Det var desværre det eneste, jeg fik ud af disse meget spændende indkøb. Det er de seks første på auktionen.

HJ.