Så forsvandt freden.

I går morges var vores 22 unger + 3 gamle hunner ude til sædvanlig morgenmotion. De forsvinder normalt 15 til 20 minutter fra slaget og vender så hjem for fodring. De fodres kun om morgen.

De var også lige kommet tilbage og fløj rundt om slaget, da høgen slog på flokken. Det var næsten, som at se et fyrværkeri. Duerne spredtes i vild panik. De fleste på solo vis, og en lille flok drønede af sted mod nord. Det foregik over naboens store træer, så jeg kunne ikke rigtig se, om høgen havde fået fat i én, men 2-3 minutter senere kom høgen hen over slaget og haven, dog i pæn højde. Den var uhyggelig at se, med meget spidse vinger og en hurtig flugt. Den vendte dog rundt og fortsatte over mod de store træer, hvor en mindre fugl var så uheldig at flyve ud fra. Høgen styrtdykkede efter den, og mere kunne jeg ikke se.

Ét par minutter senere ankom den første af vores unger. Den landede på spidsen af slagets tag. Jeg kunne se, at det var den, høgen havde forsøgt at dræbe. Den blødte og var revet op underneden i højre side. Den kunne dog fint flyve over i sputnikken efter at have sundet sig lidt. Den virkede faktisk ikke stresset og gik i gang med at æde. Der gik lidt tid, så kom et par stykker mere. De landede på slagryggen og sad nærmest, som et par pingviner. Pludselig kom tre ud fra træet i enden af haven og fløj over på slagets tagryg. De ville ikke ned og ind. De sad der bare. Efter et stykke tid landede en lille flok, formentlig den, som var drønet af sted mod nord. Der kom flere én og én, og efter en halv time var der 10 inde. De ville ikke æde af truget til at begynde med.

Hele formiddagen gik med at få duer ind, som alle kom enkeltvis tilbage. Det gik dog trægt, så nærmest hele dagen gik i haven i håb om flere hjemkomster. Der var heldigvis super godt vejr, og dræberen kom endnu engang hen over have og slag, og det var det samme træ, den vendte tilbage til. Den lignede meget spurvehøgehunnen, men jeg synes dog, at den var lidt større og mørkere.

Til middag var der 20 unger i slaget, men ingen af de tre gamle. Jeg fortsatte over middag med at kikke. Ved to tiden kom endnu en unge drønende rundt om slaget og med en meget hurtig indgang. Først kl. 15 ankom den første gamle og gik roligt ind. Jeg betragtede den meget. Den lignede bestemt ikke en due, der havde fløjet i 6 timer, og der var faktisk ret varmt med østenvind. En halv time senere kom endnu en gammel sammen med den sidste unge. De lignede bestemt heller ikke nogen der havde fløjet i mange timer. Så manglede der én gammel, vores sektionsvinder fra i sommer. Jeg forventede, at den nok ville komme, når den værste varme havde lagt sig. Ganske rigtigt. Kl. 19 landede hun og gik ind. Den var sulten og tørstig, men bar heller ikke præg af at have fløjet hele dagen.

Dejligt, at have alle hjemme. Jeg lurede dog en hel del over deres hjemkomster. Finder de virkeligt et højt sted at sidde, hvor de kan overvåge situationen. Det er måske nogle km. borte, men nok ikke mange. Jeg så i øvrigt en unge komme ud fra et træ lidt længere nede i landsbyen. Det var de gamle, der havde bedst styr på situationen. De er også meget rolige i slaget til daglig.

I sommer lagde jeg mærke til, at nogle af ungerne ikke rigtig havde nerver til at komme selv hjem fra kapflyvning. Det gik bedre, når de kom sammen med andre. De gjorde sig også tydeligt bemærket i går. De kom sidst på formiddagen og fuldstændig ude af kontrol med sig selv. Jeg tror, de har fløjet hele tiden. De landede på vores hustag og bevægede sig kun langsomt mod slaget. De var længe om at falde til ro. De havde ikke klaret det her nær så godt, som de fleste andre unger.

Bør jeg aflive dem? De kom rigtig godt på de fem ungeflyvninger, de deltog på, som regel blandt de første.

 De tabte dog en del sekunder ved hjemkomsten, og den ene af dem var engang hjemme i sektionsvindertid, men smed det hele ved at drøne rundt om slaget utallige gange for så at lande på taget af vores stuehus. Det gør vores duer ellers aldrig, når de kommer hjem fra flyvning. De er ikke vilde inde på slaget, og i øvrigt let at omgås. De kommer ikke fra vores egen gamle stamme, men noget nyt, som forsøg. Derfor bør jeg vel lade dem flyve som enkehanner til næste år, dog uden at tage unger efter dem. De sidste minutter af en kapflyvning er meget vigtige for et godt resultat.

Det var ærgerligt, det i går, for nu er vi færdige med at lukke duer ud til motion for i år. Det skete også for to år siden. Det var i august, og det kostede én af vores rigtig gode hanunger.

Men sikke en dag, med alle mine tanker undervejs.

HJ.