Så lykkedes det.

Vi fik den vestlige vind, som vi havde håbet så meget på. På trods af generelt for sene løsladelser kunne vi modtage duerne i en lin strøm, hvor man fornemmede, at det havde været ret let at orientere sig. Alle afsendte var ret hurtigt på plads i slaget, så de har fået tanket lidt selvtillid med henblik på kommende flyvninger.

Jeg hører til dem, der ønsker, at vi udnytter de friske morgentimer. Vi har hele foråret trænet dem i disse forhold, og duerne flyver deres træningsture hurtigere, end hvis man venter til op af dagen. Desværre ser det ikke ud til, at min holdning deles af løsladerne, så jeg må se frem til svære opgaver for duerne, når afstandene stiger i takt med varmen midt på dagen. Vi kan håbe, at det bliver i forbindelse med vestenvinden, som det var tilfældet sidste år.

Årets første kapflyvninger i DdB regi blev nogle meget gode flyvninger omend gruppeslippene gjorde dem til en form for tonserflyvninger. Regionsslip ville have spredt flokkene noget mere.

I vores sektion måtte Team Meldgaard se sig besejret for første gang i år. John Engel havde de fem første i sektionen foran Team Meldgaard. Disse to slag delte formeligt resultatlistens top, og inden duerne nåede til Kolding, var hastigheden faldet betragtelig Kun de østlige slag Michael Th. og Michael Hansen nåede at få duer med i 25 % opgørelsen. I Viuf var vi tredje hurtigst i Kolding området, men som nr. 105 i sektionen blev der ingen placering. Det gik endnu værre i Vejle, hvor duerne tabte endnu mere end mine. Havde vi haft en område resultatliste, havde det været tålelig at se på. I alle sydlige sektioner var der store forspring til de sydligste slag. Jeg håber på, at det var en enlig svale, for ellers bliver det svært for motivationen i disse korte mellemdistanceflyvninger.

Det må også være lidt ærgerlig for de medlemmer i syd, som gør mindst lige så meget, som vi andre for at vinde, og de kan måske godt føle, at vi andre er lidt misundelige. Det kan være tilfældet, for sådan er det, men alle de flotte resultater kommer ikke uden en stor og dygtig indsats, og den skal de have stor ros for.

Vores sektion havde også arrangeret en 4-duers flyvning, og det blev igen guf for Team Meldgaards suveræne sportsduer, omend kun to af dem var med helt i front denne gang, og “nr. 29” måtte tage til takke med 2. pladsen. Her havde vi i Viuf den bedste i Kolding området.

Jeg nød lørdagen – ikke for resultatet generelt, men for den tætte hjemkomst duerne leverede. Nu venter starten på den lange mellemdistance på lørdag. Jeg har naturligvis været inde og kikke vejrprognoser. Det kan måske blive ganske varmt, så………..Jeg må hellere stoppe.

HJ.