Så skal vi ikke mere i år.
Jeg husker mange år tilbage, da Tommy vel har været en 8-10 år. Han var ikke meget for regnvejr, og ét år regnede det næsten hver lørdag, når vi skulle ud og se duerne komme hjem. Han var ikke meget for det, og på et tidspunkt var det blevet nok for ham, og han udtrykte vredt: Skal vi ikke have indendørs flyvninger i stedet for!
Nu om dage er løsladerne blevet bedre til at undgå, at duerne kommer ud i regnvejr. I går var der fint flyvevejr til de to sidste mellemdistanceflyvninger. Anderledes må det have været for landsflyvningen fra München. Den blev virkelig svær, og kun 21 % er hjemme på nuværende tidspunkt.
VICTOR & CHRISTIAN blev en suveræn vinder af München. Stort tillykke til jer. Jeg lagde også mærke til, at RACING TEAM CMN er ved at nå målet med landsflyvningerne. Også tillykke til Jer. Ligeledes til Peter Andersen, der igen er med helt i top, flot! Flot! Anders Bo Brøbech har rigtig mange hjemme. Stærkt af landets stærkeste landsflyverslag.
Så til Hannover, selvfølgelig en skøn flyvning. Det har den været i en menneskealder, og hvorfor skal vi så kun bruge den én gang på en sæson?
Sportsflyvningen fik en virkelig flot vinder i KE Brøgger i Aabenraa. Vinden var slet ikke til ham, men han gjorde det overlegent. Endnu engang stort tillykke til dig, du har haft en meget stærk sæson på sportsflyvningerne. Den åbne blev vundet af Heinrich Plath på Broager. Lige i støvet derefter kom selveste ”Mephisto” hos Meldgaard & Jeppesen.
På begge stationer faldt duerne lidt i fart, inden de nåede op til os, så jeg måtte nøjes med placeringer som nr. 11 – 16 og 18. Michael Th. blev nr. 10, og der var ingen nord for ham, der var hurtigere. Det samme skete på den åbne, hvor jeg var først i foreningen, men kun blev nr. 33 i sektionen.
Til slut skal jeg nævne årets helt store komet. Det er Jan Hasselstrøm i Vejen. Han førte inden denne uges flyvninger til MVL-CUP, som afgøres på sportsflyvningerne med to duer, og han førte til DM SPORT. Han sluttede med at have de tre første i sektion 41 på sportsflyvningen. Super flot og du har til fulde fortjent årets sidste ”Ugens Rose”.
HJ.