Sikke en lørdag!

Det var en fornøjelse at sidde i haven og nyde det pragtfulde vejr, de flotte blomster i haven, og tyrkerduernes tumlen rundt i den kraftige vind fra nordvest. Jeg fik nærmest ar i huden af den megen sol, men også ar i sjælen over det, vores duer kom ud for.

Selv om vejret tilsyneladende var pænt i det nordtyske, så blev de duer, der startede mere end 100 km syd for grænsen sikkert indhentet af atmosfæriske udløbere fra det meget voldsomme uvejr sydligere i Tyskland.

Værst gik det muligvis ud over de duer, som jeg på sektionens vegne løslod i Sittensen. De kom hjem som om, de var sluppet énslip fra månen. Vinder i nordvest og nr. 2 i sydøst og under 900 mpm. Der var længe imellem, der kom nogen. Det gik lidt bedre på den åbne flyvning, eller også var det bare, fordi der var mange flere duer med. Sittensen ligger ikke langt fra Soltau, hvor Region Øst løslod. At vurdere ud fra vejrstationernes prognoser, så var det faktisk det bedste sted at løslade duer. Så vidt jeg kan se, har det også været svært for de sjællandske duer. Nogle sektioner har måske været heldige med, at de skulle vente på at en kraftig havgus langs vestkysten skulle forsvinde. I Sønderjylland var der så varmt, at sveden prellede af alle os ventende brevduefolk, mens der i nord var overskyet og koldt, og så havde alle duerne i Jylland en solid vind i næsen.

Som løslader var det et mareridt at følge med på computerens resultatopdateringer. Det går hårdt ud over mentalhygiejnen på en sådan dag. Det har sikkert også været lige så hårdt for de brevdueejere rundt om i haverne, som måtte spejde mere eller mindre forgæves efter deres favoritter, og om aftenen konstatere temmelig mange ”huller” på flyveslagene.

På en sådan dag ser vi imidlertid også flere storslåede præstationer af duerne. Jeg har pejlet lidt rundt i sektionerne og fundet nogle, som jeg synes fortjener at blive nævnt. Stort er det at se M&C Hansen vinde begge flyvninger i sektion 54 fra Henstedt. På den ene endda med de to første. I sektion 63 er det superflot af Kurth Larsen at vinde den ene og blive nr. 2 på den anden. Kurth har fået come back i sporten for ikke så mange år siden. I sektion 53 er der ”Norsk” sejr til Atle Andersen på den åbne flyvning. I Sektion 33 noterer jeg en helt suveræn vinder hos Johs. Markussen på sportsflyvningen. Det samme præsterer Viggo & Kasper i sektion 41 og så endda med alle vindodds imod sig. Det er bare super at se. I vores egen sektion vinder Torben Juhl sportsflyvningen og Meldgaard & Jeppesen har de fem første på den åbne flyvning fra Stendal. I sektion 41 er kometen Per Thomsen fint fra start med de to første på den åbne flyvning, men der er virkelig flotte præstationer i 111 Vejen, og det skriver jeg i sammenligning med min egen sektion 32.

Hos os i Viuf kom duerne naturligvis meget spredt. Vi havde stort set alle vores ét-årige på vingerne, og nogle af dem lavede pæne resultater. Hannerne fik lidt revanche fra de foregående uger, men vi mangler i skrivende stund desværre 6 ét-års. Når de vender tilbage står en udsøgt behandling klar til dem.

Denne gang var det os i det sydlige, der fik hak, mens jeg fornemmer, at det nordjyske har klaret det bedre.

Ugens rose må nok tildeles løsladeren i Region Nord for sine løsladelser i Henstedt.

HJ.