Skønt vintervejr.

En dag, for ca. 14 dage siden, så jeg i TV Syd en udsendelse fra Geografisk Have i Kolding. Den var lavet for at vise, hvordan forskellige planter allerede var godt på vej. Lidt overraskende skiftede haveforpagteren over til at fremvise en unge fra havens brevduepar. Reden var på jorden op ad et hegn. Ungen så vældig godt ud, velfodret og vel 8-9 dage gammel. Forpagteren lød meget imponeret, og det var jeg også. Brevdue i det fri og i gang med vinterunger.

Det bragte mine tanker i gang. Mine duer havde været prøveparret i Julen, men gik nu adskilt, men var det ikke misbrug af det lune vejr ikke at sætte gang i avlen. Dagen efter startede jeg med at have lys ved duerne, og i går blev de alle sat sammen, og de var virkelig i hopla.

Jeg har varmet dem op med lidt bedre foder, for de har hele vinteren fået Gerry Plus m. sorte majs. Nu får de avlsfoder til æggene er lagt og derefter tilbage til Gerry Plus. Jeg har også givet dem Fertilblandingen fra Jos Thoné i vandet. Den flaske kan man sikkert købe hos MVL i Brædstrup. Mens de har været adskilt, har hunnerne været ude hver dag over middag, hvis vejret ikke har været for dårligt. De har gået i enkehunrummet, og så skal de ud og ind af et lille hul på forsiden af slaget. De gamle enkehunner fik hurtigt lært de mange unge hunner, hvordan sådan noget foregår. De røg simpelt hen ud af hullet, forsvandt, og kom som regel tilbage efter omkring en halv times flyvning. Når flokken kom tilbage, så gik der kun 5-10 sek. før de var inde af hullet igen for at gå om bord i foderet. Akkurat som med ungerne om sommeren. Nu har mine hunner lært det vigtigste her om vinteren, så finder de nemlig hurtigt tilbage til metoden, når de bliver skilt efter at have opmadet et kuld unger. Når de her om vinteren først har været ude over middag, så er det af hensyn til høgen, som jager meget om formiddagen, og får sulten stillet der.

På fredag/lørdag skal mange af os vel til Brædstrup. Jeg glæder mig, for jeg tror den nye ledelse har fået sat nogle nye tanker i søen. Jeg er meget imponeret over det, de allerede har nået. Vi skal bakke dem, 100 % op.

På dagsordenen falder jeg over Hillerøds forslag om, at de vil have sløjfet sportsflyvningerne i Region Øst. Jeg synes 4- duers flyvningerne virkelig har været et tiltag, som mange har synes om. Når man kun må sende 4 duer hver mand, så har langt flere muligheden for at toppe. Jeg har selv kun en lille flok at flyve med, og jeg sender hver gang de 4 bedste på sportsflyvningen. Har jeg nogle, som skal holdes i gang eller varmes op, som man siger, så er de med på den åbne flyvning, der heller ikke kræver så meget af duerne. Sportsflyvningerne har en høj sværhedsgrad, og derfor ligger vinderne her også langt højere i min agtelse. Jeg håber region øst vil fortsætte med at højne glorien om disse 4 – duers flyveres præstatiioner.

Jeg glæder mig også voldsomt til arrangementet fredag aften. Foredraget ved Yannick Deridder, Flanders Collection og Chr. Hansen bliver helt sikkert en kæmpe underholdning. Desuden kan man overvære en auktion med de mest eftertragtede duer i øjeblikket. Jeg har fundet mine sparepenge frem i håbet om at få hold i én af disse skønne duer.

Jeg fik købt et par forrige år, og de to første unger var gamle nok til at deltage i ungekapflyvningerne i sommer. Det var vidunderligt at opleve disse duers evne til at flyve stærkt. Den ene krydsede jeg hver gang til sektionens singlemesterskab, og den nuppede en flot 2. plads. De er dygtige til at flyve, men  det er også fortrolige og rolige duer, en egenskab, som står højt hos mig. Mange af dem går også over i de lysere farver. Det holder jeg også meget af. Jeg kan ikke så godt lide de mørke duer.

Duerne er også meget linjeavlet omkring de meget berømte udgangsduer, så derfor er de meget gode til at krydse med. Jeg skal ikke fortælle mere her, men gå ind på M&C og download deres katalog over duerne, så kan man her læse en masse om hele dynastiet.

Som sædvanligt et superdygtigt forarbejde af Martin & Christian.

Nogle af ungerne er nok fra august/september. Ældre unger kan man simpelt hen ikke købe for penge.Ungerne fra sattelitslaget i Irland, FBI – Flanders Breeding Ireland. er dog længere fremme i alder.

Glæd Jer til en stor aften.

HJ.