Smuk gestus.

Det blev så en lørdag med helt anderledes flyvninger, end vi har været vant til i år. Heldigvis kunne vi få duerne tidligt ud, så næsten alle kunne nå hjem inden middag, hvor en tæppedækket himmel med finregn og dis lagde sig over os. Det var næsten også som om de forsinkede duer fra Limburg (endags)fik mere bøvl med flyvningen end de vel havde fortjent. Det helt store samtaleemne om natten/morgenen var landsflyvningen fra Limburg. Starte kl. 18.00 fredag aften i Limburg og lande kl. 03.54 natten til lørdag i Arden i Nordjylland. Gennemsnitsfart 152 km. i timen. Det er klasse. Til lykke med det Rolf Ulrich.

Der var imidlertid en hel del andre duer, som også præsterede natflyvning, så det var nok lidt anderledes en normalt. Inderst inde havde vi nok også en fornemmelse af, at det kunne ske.

Endags flyvningerne blev også afviklet med høje hastigheder, og i alle tilfælde for Region Syds vedkommende præget af de brede slip. Der var flotte hastigheder såvel i øst, i midt og i vest.

Lad os starte med langflyvningen fra Limburg. Regionsvinderen landede på Fyn hos Mikkel Andersen med 1774 mpm. Så fulgte Poul Mc. Burnie i Egernsund med 1773 mpm. og i vest Hans Bertram, Esbjerg med 1728 mpm. Der var dog flest tophastigheder på Fyn. I vores sektion var der en flot serie endnu engang hos Kaj & Michael i Kolding som nr. 2, 3, og 5 i sektionen. Til lykke med det.

Hannoverflyvningen havde sin regionsvinder i Lunderskov ved Per Thomsen. Per har startet denne sæson nærmest som verdensmester. Der var nok ikke lige lagt op til en vinder i sektion 41 i den kraftige sydvestlige vind. Derfor var det også et kanonresultat af Jørn Hedensted, som vinder i sektion 33 med 1750 mpm. Jørn bor i Jelling, som ligger 12 km. vest for Vejle. Flot Jørn. I vores sektion 32 lykkedes det så atter en gang for vores topstjerne 485 at hive sejren hjem med 1754 mpm, ikke mange sekunder efter Pers regionsvinder. Største præstation kom dog hos vores ferieslagpasser Holger Wittke i Almind, 2 km. Syd for os. Han lavede serien: 2, 3, 4, 10, 11, og 12 i sektion. Sådan, Holger.

Det var en god dag for os i Viuf. Efter tabet af ”Manila” – 1188. Midt i ugen, havde jeg i mit inderste sind et mærkeligt håb om, at en af hendes topdøtre ville yde hende den gestus, at flyve hjem som sektionsvinder i lørdags. Det var underligt, da det gik i opfyldelse. Her kommer billedet af 485.

485 har i sin karriere ud over regionssejren i 2010 være nr. 2 i regionen 3 gange. Hun har været sektionsvinder 3 gange og i 2011 suveræn es.due vinder i sektion 32. 484, som bliver nr. 4 i sektionen fra Limburg har en bedstemor, som er søster til “Manila”.

Jeg har kørt meget rundt i sektionerne for at finde en værdig vinder af ugens rose. Per Thomsen er oplagt, men han flyver kun mellemdistancen, så da vi også havde et topresultat fra begge Limburgflyvningerne, 4 på endags og 7 på overnatning, så bliver jeg nok nødt til at sende rosen til min kone, Bodil i Viuf. Det er hende, der lægger flest timer i dueslaget, når duerne skal passes. Mit helbred er desværre ikke længere godt nok til at være der så meget.

Jeg har også bidt mærke i, at min gode gamle ven, HC. Hansen i Vejen, bliver bedre og bedre, som sæsonen skrider frem. Godt gået gamle ven.

HJ.