Som ventet – godt flyvevejr.

Duerne havde en meget solid modvind at arbejde med, og det påvirkede jo i høj grad hastighederne, og så forløb årets første overnatningsflyvning tilsyneladende ganske fornuftig.

De fem første duer på landsplan fordelte sig helt fornuftigt. Måske kunne man godt have ønsket sig en due fra den nordlige ende mellem de første. Vinder blev Peter Andersen 097, og da han også bliver vinder i Region Syd på langflyvningen fra Limburg, kan jeg godt allerede her tildele ham ugens rose for to særdeles flotte resultater. Til lykke med det Peter. På 2. pladsen Team Eriksson Odense, 3. pladsen Rune Rasmussen Kbh. 4. pladsen Nadem Al – Robai, Kbh. Og 5. pladsen Kaj & Michael i Kolding.

Èndagsflyvningen fra Limburg var hård, og kun de bedste duer har slidt sig igennem til øverste præmier. Jeg kan huske samme flyvning sidste år, hvor jeg havde en due, der toppede, men den kom med så meget fart, at den havde svært ved at komme i hold. Så hellere en flyvning som i lørdags. I vores sektion toppede gode gamle KE. Brøgger, Aabenraa. På 2.pladsen, Kaj Jeppesen i vores forening, og han er næsten lige begyndt i sporten, men meget talentfuld.

Så var der mellemdistanceflyvningerne, som i år skulle flyves som gruppeslip i Region Syd. Duerne kom lidt mere i stimer, end de ellers ville have gjort i brede slip, og vindhjørnerne havde lidt nemmere ved at toppe. I 32 Heinrich og Johnny Plath på Broager. I 41 Per Thomsen i 111 og 42 Bent Th. Pedersen. Det er stærke slag, som forstår at slå til, når mulighederne er der. Desværre blev flyvningen skæmmet af, at fejl ét eller andet sted gav nogle kolonorme hastigheder i sektion 32 og 31. Synd for de medlemmer, som det uforskyldt kommer til at gå ud over.

I sektion 54 noterer jeg en meget flot lørdag hos Team Petersen i 034, som har de to første duer både på mellemdistancen og langdistancen. Rigtig flot. Jeg ville også gerne nævne nogle af de slag, der gør det flot i de svære konkurrencehjørner. Det er imidlertid en meget krævende opgave, så jeg nøjes med at nævne nogle af de, der sådan stikker lidt i øjnene, og som jeg kender forholdene for. Kurth Larsen i 025 går igen i front i denne uge på trods af en meget vestlig beliggenhed, men også Lasse Rasmussen i 055 på langflyvningen ser godt ud. Stærke Meldgaard & Jeppesen 070 viser igen format med en ét-års i front på mellemdistancen.

Efter sidste uges plamage, så var det dejligt at modtage duer i lørdags. De havde været på arbejde, men regulært arbejde. Som tidligere nævnt lod vi her i Viuf vore ét-års nøjes med at flyve sektionsflyvninger, nemlig fra Zittensen, 245 km. De klarede det ovenud fint. På Sportsdueflyvningen havde vi to med helt i front og på den åbne 3 med i front – hanner. Vi havde 13 med i alt, og de var alle hjemme i flot tid. Det var en lettelse, og vi kunne så nyde I andres kamp på DdB-flyvningerne.

HJ.