Stammeopbygning 3.
De to første hunner, som jeg købte i 1998 fra Flor Vervoort gav mange gode unger i kryds med de gamle blå.
Flor Vervoort var specialist med rene enkehunner. Det lurede jeg meget på, for selv var jeg hensvoren til enkemandsystemet. De duer, der var på auktion i Aabenraa, var både blåbåndede og tavlede. Da vi besøgte slaget for anden gang i 2001 var bestanden ændret en hel del rent farvemæssigt. Nu dominerede de blåbåndede, og det var skønne duer. Det var superflyveren og verdensberømtheden ”Fineke 5000”, en super bygget blåbåndet hun med hvid gnist ved øjet, som allerede havde ændret en hel del ved bestandens udseende. Desværre døde Flor Vervoort ret kort efter, vi havde været der.
Vi gik mere eller mindre brødflove fra det besøg – vi havde ikke fået købt nogen -, og det var vel årsagen til, at Henrik Meldgaard og undertegnede drog til dødsboauktionen i Holland. Auktionen foregik i et rimeligt stort lokale i tilknytning til en restauration. På én eller anden måde fik vi snildet os igennem restaurationen og ind i lokalet med duerne. Der var ikke andre derinde, så vi nåede at se rigtig mange af auktionsduerne. Vi havde godt lagt mærke til, at der stod en del folk udenfor vinduerne og nærmest knyttede næver imod os. Der var slet ikke blevet åbnet endnu. Da det endelig skete, væltede det ind med købere fra næsten hele kloden. Hvis man ville mærke duerne, så skulle vi stille op i køen. Det gjorde vi naturligvis, men vi havde jo været igennem én gang. Der var direkte børn på ”Fineke”, men ikke mange. De var blevet solgt dagen før på den første af tre auktioner, og til gastronomiske priser dengang. Vi satsede så på at købe et barnebarn efter hende. Det var hårdt, for det stod og faldt med, om Henrik og jeg havde penge nok med, så vi smed vi dem alle i en pulje. På den måde havde vi godt 17.000 at gøre godt med. Vi fik hold i en skøn sønnesøn på hende. Jeg tror, vi gav 14.000 for den, og så lykkedes det også at købe en smuk lille hun af samme familie, dog mere efter ”Finekes” forfædre. Med det par i bagagerummet drog vi atter nordpå. Det var noget af et show, vi havde været vidne til. Asiaterne var der allerede dengang. Nogle af dem bar stofhandsker, og deres behandling af duerne mindede mest af alt om arbejdet på et fjerkræslagteri, men de lagde skillinger i kassen, så det blev igen et brag af en auktion. Omsætningen blev ikke offentliggjort i tusind-kroner, men millioner.
Her er så sønnesønnen på “Fineke” – Flot, synes jeg
Det vigtigste var imidlertid, at vi var kommet derfra med et superavlspar, viste det sig senere. Parret gik nede hos Henrik, og vi fik mange rigtig gode kapflyvere og avlere fra parret. Henrik forsøgte med stort held at flyve med flere af sine med flere sektionsvindere som resultat. Jeg brugte mere mine i avlen, og den ene var ”240”, en super velbygget hun, som blev parret med ”255”. Det gav rigtig mange fremragende duer. De sidste unger efter denne konstellation er med på auktionen: ”1111” – ”11o1” – ”1104” og de yngste ”57” og ”58”.
Flottere hun er svær at finde.
De er lidt oppe i årene, men har lagt befrugtede æg hvert år. 1111”Etteren” har jeg ikke fået så mange efter. Han har været en fremragende kapflyver. Efter et nedbrud i 2009, hvor han kom meget ødelagt hjem fra en katastrofeflyvning, har han nærmest gået på slaget og passet en hun i 2010 og 2011, men her i 2012 havde han fået farve og stolthed tilbage. Han avlede to dejlige unger og fløj ganske udmærket på mellemdistancen. Han er en flot han.
Jeg har desværre ikke et billede af den gamle hun i avlsparret.
HJ.