Svært i det tyske.
I den senere tid har områder syd for den danske grænse haft meget mere uroligt vejr end vi selv har oplevet. Sådan var det også i lørdags, hvor løsladerne havde problemer med at finde et fornuftigt vejr til løsladelse af duerne. Vores planlagte korte mellemdistance fra Garlstorf måtte tidligt ændres til Halstenbek, og her kunne det åbenbart heller ikke lade sig gøre, så Region Syds duer blev flyttet op til Lübeck – kortere og østligere. Her gik løsladelsen så, men først op midt på formiddagen. – Med det i betragtning forløb flyvningen ganske fint. Sydøstlig vind ved starten i Lübeck gav duerne en forholdsvis høj startfart, men betød også, at duerne med en senere ren østenvind tabte temmelig meget i hastighed op gennem Jylland – Det sker i større eller mindre grad i mange weekender. – Derfor også vores forslag på sidste rep.-møde om områdeberegninger eller opgørelser. Det kunne ikke lade sig gøre, og vi må fortsætte med selv at lave sådanne opgørelser. – Noget andet er så, at Team Meldgaard i Aabenraa er så stærkt et slag i sektion 32, at ingen andre i Aabenraa eller i den nordlige del af sektionen kan matche det i øjeblikket. Slaget havde de ti første med hastigheder over 1400 mpm.- Flot og vidner om en suveræn slagførelse, men også en høj kvalitet i duebestanden. – Det undrer heller ikke mig, at de stærke frontduer på slaget hovedsagelig er af Van Den Bulck afstamning. Kolding/Vejle området domineres af Michael Th. Larsen, som igen havde de hurtigste – og også her Van Den Bulck afstamning. – Sektion 35 var nærmest lige så stærkt domineret af Johs. Markussen med mange duer i front, men med en hastighed noget under 1300 mpm. – Både slipsted og vind gjorde det dog også let for ham at sætte sig på toppen i denne sektion.
For en gangs skyld kunne jeg glæde mig over, at fynboernes duer slippes for sig selv. Slip sammen med de jyske duer i lørdags ville have været en uhyre svær opgave for deres duer.
Jeg havde ikke tid i lørdags til at overvære hjemkomsterne hos Søren & Michael, men de klarede det også fint uden mig.
Der er desværre ikke områdekonkurrence med præmier på de korte mellemdistance flyvninger, men jeg laver alligevel en liste, så man kan se, hvem der har været med fremme.
Gråsten:
1. Johnny Plath.
2. Klaus Nissen
3. HC. Lind.
Aabenraa/ Haderslev:
1. Team Meldgaard
2. S. E. Jeppesen
3. Uve Thomsen
Kolding:
1. Michael Th. Larsen
2. Arne Kjergaard
3. Michael Hansen
Vejle:
1. Fahd Dahham Faza Seghayer
2. Bente & Steen
3. Tommy Gydesen.
Tillykke til vinderne. Til orientering: S.E. Jeppesen i Aabenraa er resterne af det tidligere “Meldgaard & Jeppesen”.
Tilbage står så blot at håbe på lidt anderledes vejr næste lørdag, måske gerne med nord-vestlig vind.
HJ.