Svært trods sydvestlig vind.
Normalt vil en vind af denne kalibre betyde hurtige duer, og hurtig opfyldning af præmielisten. Ingen af delene blev tilfældet i regionerne syd og nord, men alligevel fik vi nogle gode flyvninger. I øst valgte de at flyve søndag, og det blev i næsten medvind og pæne hastigheder.
Dresden blev en knald hård, men god flyvning. Borlænge på Sjælland blev en ganske alvorlig sag med nærmest modvind.
Fra denne flyvning blev Ulrik L. Larsen, 242 regionsvinder og fra Henstedt gik regionssejren næsten som sædvanlig til Team Ruskov o81.
I Nord vandt Team Iversen, 025 fra Dresden og Bent Andersen 068 fra Henstedt.
I Syd er der også ved at opstå en sædvane. Th. & P Pedersen vandt fra Dresden, og fra Soltau gik sejren til 240, men denne gang til én af de ny i sporten Klaus Nissen.
Stort tillykke til alle sektionsvinderne.
I min søgen rundt i sektionerne fandt jeg meget fornem kapflyvning i 111, Vejen. De vestlige sektioner er normalt i disse vejrforhold stærkt handicappede, så derfor synes jeg, det var meget stort, at Sv. Åge Lauritsen og Lars F. Hansen kunne placere sig i Regionen fra Dresden som nr. 2, 4 og 6. Lars F. med to duer. Det er stærkt tobak, så derfor ”Ugens Rose” til Lars, men også en gren til Sv. Åge.
Vi havde vores guldringshan med i Dresden igen. Han må have været lidt for træt fra sidste gang, for denne gang ankom han først søndag morgen. Vores bedste gamle var holdt på sektionen, da vi fløj finaler der. Fra Soltau var flere af vores opkomlinge med. De er først startet her midt i sæsonen, men viste da pæne evner fra Soltau.
Vi kan nok finde nogle stykker til den sidste flyvning fra Hannover. Det er første gang, vi skal flyve den station i år. Normalt er det et fremragende sted at slippe duerne. Vi har fløjet den mange gange i tidens løb, så jeg forstår ikke, den ikke kan finde bedre plads på vores kapflyvningsplan, men mere om DdBs oplæg en anden dag.
HJ.