Tæppedækket og lunt.
På årets sidste dag er vejret typisk dansk. Alle vinteravlerne kan glæde sig over, at de små unger har nogle dejlige temperaturer at vokse i. De skal jo ringes i disse dage, og de tænder håb og forventninger i ejernes sjæl.
Jeg har ikke vinteravl, men noget helt andet har tændt mine forhåbninger om fremtiden i sporten. I min egen sektion fremsender bestyrelsen forslag om, at vi i 2013 skal beregne vores flyvninger og mesterskaber efter point fra beregningsområder. Det bliver formentlig med nogenlunde de samme vindere, men mange brevdueejere i vores område kan se frem til, at deres navn rykker betydeligt op i resultatlisterne. Deres duer vil blive fair belønnet for deres indsats. Det er vejen frem i dansk brevduesport, hvor vi skal have nogle flere, som kan glæde sig over en sæson og straks få lyst til en ny. Forslaget er ikke vedtaget endnu, men det skal være mit nytårsønske, at det sker.
Hovedbestyrelsen foreslår også, at regionsmesterskaberne i Region Nord og Syd skal køre på point fra beregningsområder. Også dette forslag er med i mine nytårsønsker.
Jeg er sikker på, at I alle har nogle drømme for et godt nyt år i 2013, og I skal have de bedste hilsener fra mig med ønsket om, at I får dem opfyldt.
Godt Nytår.
HJ.